Selv gav Vinje ikke længe efter i «Ferdaminni» en række udmerkede bidrag, livfulde og paalidelige, til forstaaelse af bonden. Der skildrer han klart og upartisk, naturligvis oftest i sin vanlige spøgefulde eller ironiske form, baade bondens gode og mindre gode sider.
Han slaar med én gang fast hans realistiske livssyn. Han illustrerer det fomøielig i den lille samtale, han gjengir fra sin hjembygd, mellem hans far og en granne, om dennes søn, der gjerne vil følge Aasmund Vinjes eksempel og ta fat paa bøgerne istedenfor at kjøre tømmer.
«Fader: Lat guten gjera det stakkar; det er ikki for feitt for ein slik gardmands son det.
Han (grannen): Jau, for det kann inkji koma ut af det. Det er so dyrt. Eg hever høyrt, at Aasmunds hovud vilde koma paa eit par tusen dalar, dersom det skulde takast beint fram. Men han stakkaren hever no slitit seg fram, og derfor verdt det so seint han fær nokot. Eg vil ikki sjaa son min slik. Men hadde no cholera tekit han Aasmund, so haddi der ikki vorit att ein einaste grand av dei tvo tusind. Kauper eg derimot ein gard for tvo tusind, so stender garden like godt anten so fa’en guten liver heller han døyr.»
Det er egte norsk bonderæsonnement, klart og tørt og uangribeligt.
Bonden ved, at enhver ting bør ha sit nyttige øiemed. Kunst for kunstens skyld eller
