siden af den tidligere nævnte grundegenskab hos nordmanden: hans retsfølelse, der hos bonden hyppig har forbindelse med hans naturlige vedhængen ved arvet jord. Der maa man ikke komme ham for nær. Mangengang er der ogsaa saa lidet at forsvare, at han er nødt til at forsvare hver smule. En nylig udkommen fortræffelig dansk roman, «Sind» af Jakob Knudsen, skildrer med megen forstaaelse det samme fænomen hos jyden; — jeg tror, at jydens og nordmandens tænkemaade her dækker hinanden. Men det kan ikke negtes, at denne tilbøielighed ofte udvikler sig til et stædigt og sygeligt rethaveri (der opmuntres ved den billige anledning til at føre processer). Det er vikingens stridslyst, som nu er omsat i kranglevornhed.
Vinje gir et humoristisk billede af den procederende norske bonde i Lars, som «lagde seg etter rettsbøker og daa af desse mest etter den gamle logi af Christian den 5te med ei stor greivande løve paa titelbladet, som han tidt kunde sitja som i draumar og sjaa paa. Han trudde paa denne boki som paa Bibelen og vel so det, for han fann mange ting i Bibelen, som han ingen grund kunde finna i, og derfor var han i betre lote (humeur) paa thingstaden enn i kyrkja, og for so vidt var der nokot gamalnorsk i honom, so han rett var i sit es, naar han kunde bruge logkrokar, for det han vann med rettens hjælp var i hans
