end Bjørnson stillet to grundtyper af norske bønder op mod hinanden, den friske, djerve, arbeidsivrige mod den gudelige sjukling, idealbilledet af fremtidens bonde med den af den religiøse smitsot fordærvede. Han har brugt sterke farver, men det er ogsaa et program, han har villet gi, og programmet er udmerket. Ser man paa den udvikling, folkets saakaldte religiøse liv har gjennemgaaet siden Hans Nielsen Hauges dage, fristes man til at ønske, at Hauge var blit siddende al sin tid paa Akershus, og at det havde lykkedes de rationalistiske prester at stanse «vækkelsen» paa dens tidligste stadium. Den bevægelse, der begyndte med Hauge, har bidraget sterkt til at forsumpe vort folk.
Den værste kræftskade, som har angrebet bonden og gjennem ham hele vort politiske liv, er hykleriet.
Tilbøieligheden til hykleri er intet oprindeligt norsk racetræk. Det er sjelden forekommende i sagaerne. Det ansaaes dengang for en dyd hos en mand, at han var fritalende. At man var rævelistig mod sine fiender, var i sin orden, men ellers var mandig og aaben færd den eneste, der vandt agtelse. Hvilken dom hykleren dengang fik, viser Njaals sagas skildring af Maard Valgerdson.
Heri er der foregaaet en stor forandring. Den kristne geistlighed har naturligvis ikke været uden skyld. Kanske ikke mindre de danske embedsmænd,
