Den norske societet. 49
vilde jeg være sikker paa, hvad jeg skulde svare. Ja, paa landet var der engang en societet, hver større bygd havde sin, i ethvert fald gjorde den et forsøg i den retning. For hundrede aar siden havde vi endog selskaber, som kunde ta det op med den almindelige societet i de øvrige europæiske lande: f. eks. det, der samledes paa Fladeby. Begrebet en selskabsmand var os dengang ikke helt fremmed. Bernt Anker var i ethvert fald en saadan, hvor slette de end var de vers, han reciterede, og hvor svulstige taler han holdt.
Men et organisk selvbevidst hele, som f. eks. det, vore større bønder danner hver i sin bygd, — hvor finder man dette i de klasser, der fortrinsvis gjør krav paa at kunne skabe en societet?
Før vore kommunikationer blev saa letvinte, — før vort aandsliv, fremfor alt gjennem politiken, tog en saa udpræget demokratisk retning og udviskede klassefornemmelserne, — før vore embedsmænd blev satte paa faste gager, — kunde nu og da velhavende embedsfamilier paa landet slutte sig saaledes sammen, at de med nogen ret betragtede sig som «stedets societet». En sorenskriver paa sportler, der tog ind sine 3—4000 speciedaler aarlig og kanske ovenikjøbet havde privatformue, kunde efter den tids forhold paa sin embedsgaard udvikle en smuk gjæstfrihed. Undertiden husedes virkelig i disse embedshjem mange interesser — ikke mindst kunstneriske —
4 - Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge.
