tegnes som «byens societet». I to byer er der endog god grund til at tale om en saadan: i Bergen og i Trondhjem. Her findes der en stok af familier med sikre traditioner, som — enten de omgaaes eller ei — betragter hinanden som hørende til samme selskab. Naar man hertil føier, at traditionerne i begge byer har en udpræget egenart, at en bergenser af god gammel bergensfamilie og en trønder af Trondhjems aristokrati har sine bestemte dyder og lyder, saa vil det indrømmes, at man har lov til at konstatere en bysocietet.
Men det er ikke det samme som en almindelig norsk societet. For den findes ikke.
Kristiania er at betragte som en mangefarvet nybyggerby. Den lille slump af oprindelige Kristianiafamilier forsvinder fuldstændigi den brogede mængde. Det maa saa være i en stad, hvis indbyggerantal paa et aarhundrede vokser fra 10 000 til en kvartmillion. Her gaar enhver sine veie. Der findes hofkliker, grossererkliker, kunstnerkliker, men ingen paagribelig societet. Dertil kommer, at restaurationslivet mere og mere faar overhaand over hjemmelivet. Udviklingen er i den sidste henseende i Kristiania gaaet i samme retning som i flere af de tyske storbyer.
Det er værd at regne med dette specielle norske fænomen. Det bidrager yderligere til at gi folket et demokratisk præg. Man arrangerer sin omgangskreds, eftersom det passer en. Det er hos os sjeldnere end i de fleste andre lande, at den
