frigjort og beaandet Welhavens digtergenius, uden at det har paatrykt ham noget sterkere norsk præg.
Kan Welhaven aldrig opfattes som en national fører i litteraturen, er der heller ikke noget andet omraade, hvor han har været banebrydende i vor kultur. Der er idetheletaget noget andenhaands over Welhaven. Han har især lært af Joh. Ludv. Heiberg og af Schweigaard. Heiberg var hans forbillede som smagsdommer, og meget af hvad Schweigaard har sagt, har Welhaven næsten direkte sagt efter. Han tog til indtægt Schweigaards «realisme», men blot i teori, i ord, i deklamation. Og i sine første forelæsninger, som lektor i filosofi, hævdede Welhaven, under Schweigaards indflydelse, filosofien som en erfaringsvidenskab og fastslog, at den samme metode, der fulgtes i den naturvidenskabelige forskning, maatte gjennemføres i psykologien. Hvor og naar har Welhaven vist, at han kjendte nogen saadan metode?
Eftersom der kom mere ro i Welhavens sind, forstod han sin opgave bedre. Han blev virkelig i én henseende en reformator, en kulturfører. Han begyndte at finde det umagen værd at polere den norske parvenu. Direkte og indirekte, især indirekte, gjennem sin kunst, prædikede han smag for nordmændene, og han prædikede med stort talent. Han har sikkert øvet adskillig indflydelse paa det norske sprog, ved at kjæmpe for formens
