renhed og klarhed, og hans kritik af vor sociale kultur har neppe heller været uden frugt. Men sandsynligvis havde han opnaaet mere, om ikke hans «smag» havde været saa bundet i danske traditioner. En forhenværende omgangsskolelærer, en mindre velklædt person, en udestængt i det saakaldte fine selskab, Aasmund Olafson Vinje, har virket kraftigere til at kultivere den norske smag end societetens fornemste cavalier og digtningens strengeste dommer, den mester i dannelse, Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven. Han har virket slig, fordi smag dog tilsidst er et andet udtryk for stilsans, og fordi ethvert folk, som ethvert menneske, har sin stil, sin maade at bære sin af Gud givne dragt.
Har eftertiden udslettet meget af Welhavens verk, kuldkastet hans domme, sat en anden smag mod hans, saa er og blir det dog hans bestandige fortjeneste, at han saa klart og sikkert har hævdet den gode smags betydning i og for sig. Han har elsket formens ulastelighed saa høit, at hans kjærlighed har baaret frugt hos efterslegten. Han har, fremfor nogen, lært nordmændene at sigte deres ord, at stræbe efter holdning i kunsten saavel som i livet. Det er hans indsats i norsk kultur.
Wergeland havde helt andre bud at bringe. Hans dannelse var af en væsensforskjellig art fra Welhavens. En langt rigere naturbegavelse havde
