brugte «sin magt til Norges ære». Det var som den store kosmopolitiske digter, der sang sit «vord 1ys» til alle, men først og fremst til sit eget land. Han forkyndte i digt og handling vort lille folk det bedste, som det 18de aarhundredes reformatorer havde prøvet at forklare Europa. Hans store egenskaber gjorde ham til en nationalhelt. De unge fik en fane at samles om. De begyndte at samle sig der, navnlig efter at han, som bar fanen, var død. Og intet støtter mere et folks selvfølelse, et folks nationale bevidsthed end at kunne samles om mænd, som det med rette er stolt af.
— — —
Welhaven tilhørte i modsætning til Wergeland en bestemt kreds, en kreds af meget dygtige unge mænd, der holdt godt sammen. Endnu før dens medlemmer havde naaet firtiaarsalderen, var den blit den mægtigste i landet. Den blev toneangivende i Kristiania, og den øvede en uberegnelig indflydelse paa de dannede klasser udover landet. At den saa hurtig gjorde sig gjældende, skyldtes til en begyndelse gode konneksioner blandt hovedstadens spidser: de unge mænd var velseede paa grund at sit formentlig loyale sindelag og sit korrekte væsen. Som medlemmer af det konservative studenterforbund, som medarbeidere i «Vidar» og senere i «Den Constitutionelle» betegnede de en leir, der var mest behagelig eller mindst ubehagelig for den daværende styrelse. De var skikkede til
