folkets kritiske sans saa at si rendyrket. De allerfleste nordmænd, der rager op over mængden, ledes, som jeg tidligere har berørt, af en ekspansiv trang, der i en eller anden retning bringer dem til at sprænge skranker, stille voldsomme krav, søge det eventyrlige. Det kan faa udtryk i deres personlige liv, eller i deres offentlige gjerning, være sig digtekunst eller politik. Det kan ytre sig som en vældig vovelyst, som en urimelig sangvinskhed, som en tilbøielighed til at tumle med store opgaver eller, i mangel heraf, til at spille med de store ord. Etsteds bryder det frem. Schweigaard er her en undtagelse. Han staar midt i virkeligheden, han regner nykternt med virkeligheden og indskjærper sit folk, at det alene er denne regnemaade, der kan betrygge dets fremtid. Alt er hos ham afveiet, saa afveiet, at han f. eks. i sin politik kan virke altfor skeptisk og forsigtig. Han er den harmoniske realist i vor kultur.
Schweigaards karakter belyses udmerket af nogle ord i et brev til Welhaven fra Wien (13de juni 1834): «Jeg skulde inderligen ønske, at De kunde komme til at gjøre en reise i udlandet, om og kun for en kort tid, ikke fordi jeg tror, at man derved samler en saa stor rigdom paa nye anskuelser, men fordi det til at fixere sit verdensbillede og modarbeide en vis ubestemt higen er af stor vigtighed at overbevise sig om, at det, som man søger, egentlig intetsteds findes og dog findes
