givningen. Hans meninger er altid fra første haand. Og ikke nok dermed: han underkaster datidens største auktoritet Ørsted en selvstændig kritik. Og det gjør en ung mand, efter 5 semestres studium, mens han jevnlig har maattet gi privattimer.
Denne «i sandhed, ved hjerte og ved aand, store jurist» kom til at staa som kjendsgjerningernes mand i et folk, hvor evnen til i god tro at lyve sig anderledes, end man er, forekommer saa vel udviklet. Han repræsenterer vor forstands kritik over vor fantasi, dommen over Peer Gynt.
For alle dem, der ikke har forudsætningerne for at forstaa Schweigaards juridiske skrifter og saaledes ikke kan glæde sig over den tæthed, hvormed han bygger sit verk, den klarhed, skarpsindighed og alsidige tankens styrke, hvormed han udtømmer sit emne, og de endnu flere, der vanskelig kan følge hans statsøkonomiske ræsonnementer, er det kanske bedst at søge et indtryk af Schweigaard og hans tankegang i en mere alment tilgjængelig afhandling som den om den tyske filosofi, der ovenikjøbet ved sin friskhed og dristighed kjendetegner den unge Schweigaard, manden, der ved morgentid gaar til sit dagverk.
Han har talt om spekulationen, «paa tysk maner den eneste mulige maade at filosofere» — «dens resultat er filosofien i eminent forstand», og fortsætter: «Det som vi andre kalde filosofi
