eller, for ikke at strides om et ord, det, som vi kalde viden, det er (efter tyskernes, Fichtes og Hegels mening) ikke viden, fordi vi kun erkjende spredt, fordi vi ikke forstaa og heller ikke gjøre fordring paa at forstaa den absolute enhed, den universelle sammenhæng, det første springende punkt, det mysterium, som forvandler til enhed det universum, hvor alt er forskjel og omskiftning, og fordi vi se paa verdens enige uenighed, dens harmonerende dissonants som et universelt faktum, der er en betingelse for al erkjendelse, men som ikke er gjenstand for forklaring.»
Der ligger heri den bedste definition af den menneskelige videns grænser, som nogengang er git.
«De tyske filosofer udstyre sjælen med en aktiv og skabende evne, som uden at sætte sig i forbindelse med den ydre verden, uden at tage sin oprindelse derfra, uden at berige sig med kjendsgjerninger og erfaring, for sig selv udleder ideer, som ved en forud indrettet harmoni svarer til den ydre virkelighed. Den rene tænkelighed er for dem den objektive sandhed, som de ikke tilegne sig, men som de konstruere, saaledes som de udtrykke sig med en vedtagen terminus.» Schweigaards kritik rammer her, følelig og en gang for alle, en bestemt aandsretning, som af de germanske nationer er blit mødt med altfor megen veneration — naar man tænker paa retningens store mænd — og med altfor megen over-
