nede spørgsmaal, der endnu hviler i mørke og trodser de ihærdigste forskninger. Mennesket er, efter Schweigaards mening, nødt til for altid at opgi en betingelsesløs viden. Den eneste metode, der har videnskabelig berettigelse, er den analytisk-deskriptive.
Den samme kritiske aand, som besjæler Schweigaard, naar han skal fiksere sit verdensbillede, gjør sig kraftig gjældende, naar han skal bedømme samtidens politiske og litterære forhold. «De, som e ville optræde som folkemeningens ledere, burde dog engang erkjende det uforsvarlige i at gjøre den synsmaade gjældende, at vi ved vor politiske gjenfødelse allerede have opnaaet et standpunkt, hvorefter vi i alle retninger kunne se videre end vore omgivelser. Det er det mindste, som er udført; det meste staar endnu tilbage. Ikke over, hvad vi ere, men over, hvad vi kunne vorde, skulle vi være stolte.» «Den ægte nationalfølelse er aldeles forskjellig fra den arrogance at ville sætte sig selv høiest og optræde som norm for andre; den erkjender villigen andres værd, fordi den er sig sit eget bevidst.» «Man skal mindre pukke paa norskheden, men mere i gjerningen bidrage til dens forædling.»
Det var i striden om norsk-norsk og dansk i 30-aarene, at Schweigaard kom med disse bemerkninger. Naar han paa det litterære omraade følte sig bestemt tiltrukken af Welhaven, var det vistnok, fordi Schweigaards skjønhedssans paa
