naturer, der har sterke og varige følelser. Schweigaards uvilje mod al svæven i skyerne betyder ingenlunde, at han var velvillig overbærende mod det, der krøb forsigtig langs jorden. Tvertimod: han foragtede al middelmaadighed, alle, som upersonlig nøiede sig med andres meninger. De smaasnobber, der mente at tilhøre hans parti, havde ingen opmuntring at vente af ham.
Frankrige var det land i Europa, der indgjød ham mest respekt. Det klare og eksakte i den franske aand passede ham. Netop paa de reale videnskabers omraade havde jo franskmændene, da Schweigaard gjorde sin første udenlandsreise, bragt det vidt, og de har ogsaa her vedblit at være blandt de anførende. Schweigaards realisme ytrede sig ogsaa saaledes, at han tillagde de reale videnskaber en væsentlig betydning som dannelsesmiddel. Selv en ypperlig latiner var han en af de første, der arbeidede for realia mod sprogstudiernes forrang i skolen og ved universitetet. Han var endog temmelig vidtgaaende i sin krig mod latinen. Blandt hans mest betydende modstandere var da Fr. Stang og L. K. Daa. Uoverensstemmelserne mellem Schweigaard og Stang har været flere og dybere, end man i almindelighed maaske har troet. Stang var i sine første forelæsninger meget paavirket af den mand, hvis indflydelse Schweigaard just ønskede at bekjæmpe: Hegel. Han var oprindelig ogsaa mere liberal end Schweigaard. I
