— manden med alle politiske traade i sin haand — det var imidlertid Johan Sverdrup.
— — —
Det var den franske revolution, som især gav den moderne parlaments- og folke-taler hans præg: den demokratiske taler med de store ideer og de bestikkende ord. Engelske politikere havde i sit parlament udviklet interessante typer af veltalenhed, men det blev dog fransk retorik, der rundt omkring i Europa øvede den sterkeste indflydelse paa folketalernes stil. Appellen til de folkelige instinkter (nationens eller klassens), den ideale almindelighed, hvori de enkelte reale spørgsmaal indsvøbtes, fremfor alt slagordene — det leder altsammen tanken hen paa revolutionstalerne. Modellen for den franske retorik var atter den romerske. Den første franske republik var tænkt som en gjenfødelse af republiken Rom. Den største lighed bestod deri, at tidens politikere gjerne antog en romersk orators lignelse. Mange af dem naaede høit. Mirabeaus talekunst er ægte latinsk eloqventia.
Der berettes om Johan Sverdrup, at han allerede som gut havde lært at beundre den franske revolutions grundsætninger. Han var tidlig interesseret for politik, tidlig frihedsbegeistret. I 13 aarsalderen (1829) demonstrerede han for 17de mai, i studenteraarene følte han sterk sympati for Wergeland, han vekslede i sine studier mellem jussen og visse humaniora, især historie og filosofi;-
