ken Germanerne maa antages at have taget de Lande, der siden stedse have været deres Hjem, i Besiddelse. Jo mere vi hos et germanisk Folk finde dette Hang til Landlivet udpræget, og jo mindre Spor vi finde af Byliv eller bymæssigt Samliv, desto mere uforstyrret maa den oprindelige Samfundsindretning antages at have udviklet og vedligeholdt sig. Omvendt er man vistnok igjen berettiget til at opstille den Mening, at hvor man i germaniske Lande som det Sædvanlige finder bymæssige Sammenflytninger, om end blot i Form af Landsbyer, der har et fremmedartet Element gjort sig gjeldende, eller med andre Ord, der have de indvandrende Germaner forefundet en allerede bosat Befolkning, som tilligemed Jorden, paa hvilken den boede, er bleven fordeelt mellem Indvandrerne, ved hvis Landgaarde eller rettere Herresæder de i Tidens Løb deels maatte blive nødte til, deels maatte finde det belejligst, at nedsætte sig i Landsbyer, for baade at nyde saameget mere godt af Landsherrens Varetægt, og saameget lettere at kunne være rede til at adlyde hans Vink.
Nu er det en bekjendt Sag, at der i Norge og det egentlige Sverige, altsaa i de reennordiske Lande, hverken ere eller nogensinde have været Landsbyer, medens vi derimod allerede i Skaane, Danmark og Tydskland finde Landsbyer endog fra de ældste Tider. Tacitus selv taler om Landsbyer (vici) i samme Øjeblik, hvor han omhandler Germanernes „velbekjendte“ Sky for Bylivet og Mangel paa Byer; han maa altsaa her saa at sige have det hele Etablissement for Øje, nemlig Herrens eller Jordejerens afsondrede Gaard, i hvis Nærhed, skjønt ogsaa i behørig Afstand, den afhængige, af Lejlændinger eller Vordnede beboede Landsby befandt sig. Han taler ligeledes paa et andet Sted, hvor der handles om den Straf, der rammer den utroe Ægtehustru, om Landsbyen, gjennem hvilken hun med Spot og Spe bliver jaget[1]; det er altsaa tydeligt, at han ej alene sigter til de højere Klasser, men ogsaa til de lavere, Landsby-Boerne, hvilke paa hans Tid, af hvad Oprindelse de end vare, maa have været fuldkommen germaniserede. Alt dette vidner om, hvad man ogsaa af andre Kilder, som vi ovenfor have gjennemgaaet, veed, at Germanerne i Tydskland, Danmark og Sydsverige ikke ved deres Indvandring traf paa et aldeles ubeboet Land, men paa en ældre, om end tynd Befolkning, sandsynligviis af Kelter, der, forsaavidt som den ikke flygtede bort, fordeeltes med Jordstykkerne mellem Indvandrerne og dannede Grundlaget til den lavere Folkeklasse. Thi der maatte ellers kunne
sedes; colunt discreti ac diversi, ut fons, ut campus, ut nemus placuit; vicos locant, non in nostrum morem, connexis et cohærentibus ædificiis: suam quisque domum spatio circumdat.
- ↑ Se Tacitus, Germ. 14: Accisis crinibus, nudatam, coram propinquis, expellat domo maritus, atque per omnem vicum verbere agit. gik