at deres første Levevej var Fiskeri og Fædrift. Saalænge Landet endnu ikke var tilstrækkeligt opryddet, kunde naturligviis intet Agerbrug af nogen Betydenhed finde Sted, og indtil da maatte Fiskeriet og Kvægavlen afgive den vigtigste Næringsvej. Der gives endnu en Mængde Stedsnavne, som tyde hen paa en saadan Mellemtid, hvor Fædriften var vigtigere end Agerdyrkningen. Disse Stedsnavne ere alle de, der ere dannede ved en Sammensætning med Ordet vin, egentlig vini. Dette ældgamle Ord, der forøvrigt er gaaet af Brug i vort Oldsprog, betyder nemlig „en Græsgang“, og alle disse Steder, der have faaet et paa vin endende Navn, have saaledes oprindelig været Græsgang[1]. Der er endog enkelte af dem, der snart endes paa –vin, snart paa –heimr (d. e. Hjem), og som saaledes vidne om, at der maa have været en Tid, i hvilken Græsningspladsen endnu kun var et foreløbigt Opholdssted, og at den først efter denne Tids Forløb maa være gaaet over til at blive et fast „Hjem“[2]. Af slige paa „vin“ endende Stedsnavne findes de fleste i de indre Dal-Egne, og ingensteds hyppigere end paa Voss. Alle disse Navne, i Forbindelse med de tidligere omtalte paa Agder, hvis Endelse „sel“ antyde en oprindelig Seter, og de mange paa Østlandet, hvis Endelse „ruð“ antyder en Oprydning, vise, hvorledes den første Besiddelsestagelse af Landet ved samlede Fylker eller Hereder paa een Gang blot kan have fundet Sted nærmest Kysten, og at forresten Gaardene i de indre Dele enkeltviis maa være blevne opryddede, først til Græsgang siden til Agerdyrkning. Og dette er endnu Agerdyrkningens og Bebyggelsens sædvanlige Gang i de afsidesliggende Skovegne, hvor Bebyggelsen fremdeles kan siges at skride frem[3].
Odelsjorden erhvervedes saaledes i de ældste Tider deels ved den første Uddeling, der rimeligviis skede ved Lodkastning, deels ved senere Erobring fra den raa Naturtilstand, nemlig ved Oprydning og Opdyrkning af skovbegroede, men til Bebyggelse skikkede Egne. Ethvert saadant Sted,
- ↑ F. Ex. Björgvin eller Bergvin (Bergen) ɔ: Bjerg-Græsgangen; Eiðvin ɔ: Græsgangen paa Ejdet; Skaðvin, Sköðvin eller Sködin (oprindellg Skandvin) ɔ: Græsgangen paa Udkanten; Leikvin ɔ: Lege-Græsgangen. Der ere ogsaa Steder, der simpelthen kaldes vin eller i Fleertal vinjar, ɔ: Græsgangene, s. Ex. Vinje i Thelemarken, Vinje i Snaasen, Vinje paa Nordmøre, o. s. v. I Gotisk bruges Vinja endnu som det sædvanlige Ord for „Græsgang“; i Angelsaxisk, hvor det lyder wynn, og i Tydsk, hvor det lyder „Wunne“, „Wonne“, er det derimod gaaet over til at betegne en Behagelighed i Almindelighed.
- ↑ F. Ex. Skerfheimr og Skerfvini (Skjerum og Skjerven) i Lardal, Þoptheimr og Þoptyn d. e. Þoptvin, (Thofte) i Gudbrandsdalen. I Gotisken bruges haims ɔ: heimr ligesrem til at betegne det græske κωμή, Lat. vicus.
- ↑ Se Geijers Gesch. Schwedens 1ste Deel S. 79.
