givne af Skov- eller Hede-Strækninger[1], der tilhørte alle Landskabets Indbyggere i Fællesskab, og anvendtes til Græsgang for Kvæget. Saadanne fælles Strækninger findes endnu paa mange Steder og fandtes i Oldtiden end hyppigere i vort Fædreland under Navn af Almenninger; i disse var de fleste Setre anlagte, og her blev Kvæget drevet hen til Græsning, naar det ikke længer kunde fødes hjemme paa Gaarden, fordi det her voxende Græs maatte opbevares til Vinterføde. Paa samme Viis kaldes ogsaa i Schweiz og Schwaben den fælles Bygdegræsgang „Allmeinde“, i latinske Dokumenter compascuum eller via publica, hvilket nøje svarer til vort almennings vegr (Almennings-Vej, der undertiden bruges istedetfor slet og ret „almenningr“[2]. Men den almindeligste og meest omfattende Benævnelse paa alle Grændsedisttrikter, eller rettere paa Grændserne selv, det være sig mellem Lande, Landskaber, Bygder eller Gaarde, var Mark. Dette Ord, beslægtet med „at mærke“, betyder selv oprindelig „Mærke, Begrændsning“. Vi finde saaledes det frankisk-tydske Rige omgivet med „Marker“ eller Grændsedistrikter der bestyredes af Markgrever, og Benævnelsen „Marcomanni“ for Beboerne af de nærmeste Grændseegne mod det romerske Rige viser, hvor gammel denne Sprogbrug er. Paa samme Viis kaldte de første Angler i England de vestlige Grændsedistrikter mod Briterne „Marken“ (mearc), og Indbyggerne „Markboerne“ (Myrce), af hvilken „Mark“ siden ved Opdyrkning og Bebyggelse et eget Rige, Myrkernes Rige eller Mercia opstod. At disse Grændsedistrikter tillige vare Skovdistrikter i Egne hvor der voxede Skov, er naturligt, og dette har givet Anledning til, at Ordet „Mark“ (mörk) hos vore Forfædre ligefrem er gaaet over til at betyde „Skov“, uagtet den oprindeligere Betydning af Grændsedistrikt har vedligeholdt sig i de forhen omtalte Navne „Marker“, Vingulmark“, „Hedemarken“, „Thelemarken“, „Finmarken“, o. s v. Tydske Oldforskere paastaa, at de tydske Marker, om de end opdyrkedes, dog vedbleve at være Kommunens fælles Ejendom, og at det er til Dyrkningsmaaden af disse „Marker“, Cæsar og Tacitus sigte, naar de omtale hvorledes Germanerne hvert Aar skifte Agerland[3]. Det synes dog noget besynderligt, at de
- ↑ I Westfalen nævnes foruden „Markgerichte“ ogsaa „Heidengerichte“. Grimms Rechtsalterthümer S. 499.
- ↑ Denne Benævnelse „Vej“ (vegr, via) om Græsgangen er saare merkelig; vi finde paa samme Maade Ordet röst, der ogsaa betyder „Vej“ eller en bestemt Vejlængde, brugt i samme Betydning; man skjelner saaledes mellem heimröst, (Hjemme-Græsgangen) og útröst (den ydre, fra Gaarden fjernere Græsgang), der ogsaa kaldes útvegr. Herved vil der kastes Lys paa den rette Maade, hvorved Norges Navn, Norvegr eller Noregr, oprindelig Norðrvegr, kan forklares; Navnet antyder maaskee kun „den nordlige Græsgang“.
- ↑ Tac. Germ. Cap. 35. Arva per annos mutant, ac superest ager.
