Vi have seet, hvorledes den fribaarne „Karl“ ved at erhverve Odelsjord hævede sig til at blive Hauld, og hvorledes Haulds- eller Odels-Klassen dannede et Slags Aristokrati fremfor den ikke jordejende Klasse af Fribaarne. Rigsmaal antyder, hvorledes Jarlernes Klasse ved at indgaa nærmere Forbindelse med Hauldernes ogsaa hævede sin en Grad højere op paa samme Maade; Jarlen tillægges nemlig Sønnen Konr ungr, hvorved Digteren øjensynlig vil have Kongen betegnet. Men Kongen var i det oprindelige germaniske Samfund ikke fød Regent. „Kongerne“, siger Tacitus, „vælge de efter fornem Byrd, men Anførerne selv efter deres Dygtighed“. Herved har Tacitus baade antydet, at Kongen, som Konge, slet ikke derfor behøvede at være „Anfører“ (dux), og at tillige det væsentlige ved Kongeværdigheden var den fornemme Byrd. Til hiint „dux“ hos Tacitus svare ligefrem de gamle Benævnelser fylkir og hersir, og herved bliver det heel sandsynligt, at disse Værdigheder i den fjernere Oldtid neppe vare arvelige. Den gamle engelske Forfatter Beda, der foruden mange andre Skrifter skrev Englands Kirkehistorie omtrent ved 728, nævner udtrykkeligt, hvorledes Saxerne i Tydskland styredes af Fyrster, der efter Lodkastning anførte Hæren i Krig[1], Regenter, der ikke kaldtes Konger, men skifteviis førte Regjeringen; og vore gamle Sagn vide ligeledes at berette om Fylker, der ikke beherskedes af Konger, men af Jarler eller Herser. I Ordet „konungr“ (angels. cyning, tydsk chuninc) ligger derimod fra første Færd af Begrebet om fornem Herkomst, da Ordet kon, kun eller kuni, hvoraf det er afledet, ligesrem betegner „Slægt“, og „konungr“, betyder saaledes oprindelig kun „en af en Slægt“, ligesom det latinske generosus, der ogsaa er gaaet over til at betegne høj Byrd. Kongerne maa derfor i den ældste Tid kun have været de ved Byrd og Anseelse mest fremragende Medlemmer af Jarleslægterne, og de have som saadanne vistnok udøvet megen Indflydelse, men dog ikke været Fylkernes selvskrevne Herrer, ligesom det og ikke alene er sandsynligt, men endog vist, at der i eet Fylke kunne have været mange Konger paa een Gang. Hvad der egentlig fra først af stemplede den anseede Jarle-Ætling til Konge og hvad det betegnende ved Kongeværdigheden egentlig var, derom indeholde
- ↑ Beda hist. eccl. V. 10. „Non enim habent regem iidem antiqui saxones, sed setrapas plurimos, suæ genti præpositos, qui, ingruente belli articulo, mittunt æqualiter sortes, et quemcunque sors ostenderit, hunc tempore belli ducem omnes sequuntur, huic obtemperant; peracto autem bello rursum æqualis potentiæ omnes fiunt satrapæ“. Det er ikke at oversee, at Kong Alfred i sin Oversættelse af Beda kalder disse Fyrster caldormenn, den angelsaxiske Benævnelse paa de øverste Befalingsmand næst Kongen.
