Følgesvende med Navnet „Konge“. Hiin Trang maatte fornemmelig opstaa, naar den ovenfor (S. 114) omtalte Overbefolkning indtraadte, eller naar det saa at sige var nødvendigt at vandre ud i sluttede Krigerhobe. Slige Hobe, anførte af „Drottner“, drog da ud paa Tog, fra hvilke de vel undertiden kom hjem med et berømt Navn, mange Rigdomme og Kongetitel for deres Høvding, men ogsaa ofte slet ikke vendte tilbage, idet de underlagde sig fremmede Lande og oprettede nye Riger, som Frankernes, Anglernes, Burgundernes, Vandalernes[1]. Vi maa endog være berettigede til at antage, at hvorsomhelst man i de ældste Tider seer et germanisk Folk optræde under Konger udenfor sit oprindelige Fædreland, der har et saadant Forhold, som det her skildrede, fundet Sted. Og navnlig vil det af det her Udviklede blive end mere indlysende, hvad der ovenfor er yttret om Erulerne, at de nemlig ikke vare noget eget Folk, men alene Skarer af Krigere (jarlar), der hjemsøgte fremmede Lande under Anførsel af Høvdinger, hvilke forsaavidt de vare kongebaarne, førte Kongetitel, men ellers blot kaldtes Drottner[2].
Foruden Fællesnavnet „Drott“ var der ogsaa mange andre Navne, hvormed de haandgangne Mænd betegnedes; i Norden var det sædvanligt at kalde dem Hirdmænd, fordi de bevogtede deres Herre, og deres Skare Hirden[3]; de kaldtes ogsaa Verdunger (angels. veorðungas) fordi de fik Sold; Huuskarle, fordi de opholdt sig i Drottnens Huus; Sinnar
- ↑ De frankiske og normanniske Forfattere fortælle omstændeligt, hvorledes det i Norden gik til ved en saadan Udvandring, nemlig at man, naar Landet blev overbefolket, nødte en heel Deel af de unge Mænd, udvalgte ved Lodkastning, til at forlade Fædrelandet og erobre sig nye Bopæle. Saaledes Dudo (c. 990): Exuberantes, atque terram, quam incolunt, habitare non sufficientes, collecta sorte multitudine pubescentium, veterrimo ritu in externa regna extruduntur nationum, ut adquirant sibi procliando regna, quibus vivere possint pace perpetua (Duchêne, p. 62). En ældre Forfatter (fra c. 940), siger endog at disse Udfejelser skede hvert 5te Aar: Quoniam Danorum tellus insufficiens est, moris est apud illos, ut per singula lustra multitudo non minima, dictante sortis eventu, a terra sua exulet, et in alienis terris mansionem sibi quoquo modo ad propria non reversura vindicet. (Tract. de reversione B. Martini in Burgundia, d’Achéry spicileg. Vol. 3). Og William af Jumièges omtaler endog en Lov, ifølge hvilken Faderen drev alle sine voxne Sønner fra sig, for at de kunde søge deres Lykke paa bedste Maade, idet han kun beholdt een tilbage som Arving.
- ↑ Prokops Beretning om at det efter Slaget med Langobarderne faldt Erulerne ind ingen Konge at have, forklares best saaledes: at de da tilfældigviis ikke havde nogen kongebaaren Mand i deres egen Midte, og maatte derfor sende Bud til Norden efter en saadan. Paul Warnefried beretter om den første langobardiske Konge Agelmund, at han nedstammede ex prosapia „Guningorum, quæ apud ees generosior habebantur“, (I. 14). Det er højst rimeligt, at man her skal læse Cuningorum, og at Forf. altsaa kun har villet betegne Agelmund som kongebaaren.
- ↑ Af at hirða, bevare, hvoraf hirðir, Hyrde.
