ved en saadan Besiddelsestagelse gik til i et allerede sterkt befolket Land, f. Ex. i Gallien, da Frankerne bleve dets Herrer, og i de Egne af Tydskland, hvor de indvandrende Germaner allerede fandt keltiske Nationer bosatte. Her maatte den af os allerede ovenfor (S.115) antydede Ordning af Forholdene indtræde, at nemlig de paa ethvert Grundstykke bosatte Jorddyrkere fulgte med Grundstykkerne som hørige, maaskee endog som Livegne, medens de enkelte haandgangne Mænd eller Baroner hver for sig optraadte som Herrer eller Odelsmænd. Forsaavidt der fandtes Stæder, som f. Ex. i det aldeles romaniserede Gallien, da bleve disse de sædvanlige Tilflugtssteder for dem, der for Invasionen udgjorde den egentlige højere Klasse, og her kunde de idetmindste en Tidlang leve nogenledes uforstyrrede, da Germanerne, som ikke yndede Bylivet, rimeligviis bedst fandt sin Regning ved at lade dem tilkjøbe sig Rolighed ved betydelige Afgifter. Af denne Stad-Befolkning der efterhaanden forøgedes med enkelte indflyttede Medlemmer af Jorddyrkerklassen, udviklede sig i Tidens Løb i disse Lande den saakaldte Trediestand eller Borgerstand ligeoverfor Adelstanden.
Hvor altsaa Følge-Institutionen frembragte hele Riger, maatte Statsforfatningen blive feudalistisk, og der kunde naturligviis Odels-Institutionen ikke komme til Udvikling. Hvor Følge-Institutionen derimod kun var tilstede i sin oprindelige, beskednere Skikkelse, som i Norge i den tidligere Periode, der maatte Odels-Institutionen blive den forherskende, og Følge-Institutionen selv antage en Charakteer, der var fordragelig med Odels-Institutionen. Her var det saaledes heel tænkeligt, at en Odelsmand, naar han forresten intet havde imod at give Slip paa sin personlige Uafhængighed, eller naar han antog at kunne erhverve større Magt og Anseelse under en Høvdings Beskyttelse, sluttede sig til denne og blev hans haandgangne Mand. Og forsaavidt denne Høvding besad saa store Landejendomme, at han kunde bortforlene enkelte Dele deraf, maatte der kunne være Haulder eller Odelsmænd, som ved Siden af deres private Odelsgods tillige besad Lehnsgods, for hvilket de vare deres Høvdinger visse Tjenester eller Afgifter pligtige. Det kom nu kun an paa, hvilken af disse to Interesser, Odels- eller Lehns-Interessen, der blev den overvejende i Fylket. Lykkedes det en Konge, paa denne Maade at knytte Fleerheden af de mægtigste Odelsmænd til sig, blev han i Virkeligheden Fylkets Herre.
Naar det i Norden blev det sædvanlige, at Kongetitelen ved en stiltiende Vedtægt smeltede sammen med Herskerværdigheden i de enkelte Fylker, lader sig vanskeligt bestemme. Vi have ovenfor antydet, at Kongetitelen selv neppe opkom førend efterat Drottnerne havde begyndt at gjøre mere udstrakte Erobringstog; og det kan blot have været den uforholdsmæssige store Magt og Rigdom, flere fra slige Tog hjemvendende Konger havde erhvervet, som hjemme gav dem en saadan Overvægt, at de først de facto,
