(f. Ex. ved Tab i Spil) var bleven en anden Mand en større Sum skyldig, end han kunde betale[1]. Ogsaa vore ældre Love forudsætte Kreditors Ret til at tage sig betalt i Skyldnerens Person, naar hans Gods ej var tilstrækkeligt til at dække Gjelden[2]; hiin frivillige Overgivelse i Trældom nævnes dog ingensteds udtrykkeligt, men betegnes i svenske Love ved Ordet gjafþræll (d. e. Gave-Træl)[3], der visselig ganske svarer til det i den engelske Konge Henrik I’s Lov forekommende Udtryk „sua datione servus“, hvormed hiin frivilligt i Trællestand indtraadte, forhen fribaarne, Mand betegnes. Forresten er det i sig selv højst sandsynligt, at dette Tilfælde ogsaa hos os oftere er indtraadt.
Den fuldkomne Frihed, der tilkom enhver fribaaren Mand, indskrænkedes, hvor de germaniske Samfundsforhold bestode i deres oprindelige Simpelhed, egentlig kun ved Familiebaandet, eller ved den patriarchalske Myndighed, som hvert enkelt Familie-Overhoved udøvede over alle sine Tilhørende og undergivne. Hver Familie, eller maaskee rettere ethvert Odels-Etablissement, dannede etslags Stat for sig selv, og var derfor nærmest anviist paa sig selv hvor det gjaldt at forsvare dens egne personlige Rettigheder ligeoverfor andre Familier. Denne Ret til endog med væbnet Haand at forsvare sine personlige Rettigheder, Retten til at føre Privatfejde, der egentlig maa betragtes som et af de charakteristiske Kjendemerker for ethvert uorganiseret Samfund, forudsættes i de germaniske Love, og spiller en Rolle i den germaniske Historie længe efter Oprettelsen af den Statsmyndighed, hvis Hovedformaal det skulde være at gjøre en saadan Krigstilstand mellem Statens enkelte Medlemmer umulig. Fortællinger om langvarige Familiefejder, og om Udførelsen af den Blodhevn, den ene Familie ej alene ansaa sig berettiget men endog forpligtet til at tage over en anden Familie for et af denne paa et af hiins Medlemmer begaaet Drab eller Overfald, forekomme i mange af vore Oldskrifter, isærdeleshed dem, der vedkomme Island, hvor Mangelen af en egentlig Statsmyndighed kaldte en Tingenes Orden tilbage, som i Norge selv allerede for en stor Deel ved Islands Bebyggelsestid maa ansees for at være tilbagelagt, nemlig den, under hvilken de enkelte Familier udgjøre ligesaa mange Smaastater, der selv udøve deres egen Statsmyndighed. Det ulempelige ved en saadan Tingenes Or-
