ifølge vore egne Oldskrifter ogsaa en højtidelig Fredlysning forbunden, hvilken var saameget mere nødvendig, som man kom sammen bevæbnet. Brud paa Thingfreden ansaaes derfor som en stor Forbrydelse. Paa Thinget var der igjen en særegen fredhellig Plads for de egentlige Dommere, eller, som de idetmindste paa Hereds-Thingene fra de ældste Tider synes at have været kaldte, Lagretten. Deres Plads var indhegnet af Skranker eller Vebaand (ɔ: viede Baand), der som oftest kun var indrettede af simple Hasselstænger; og den som vovede at forgribe sig paa eller bryde gjennem disse Vebaand betragtedes som en Helligdomsskjender[1], og blev fredløs. Lagretten udnævntes, som det synes, af Hersen; idetmindste har man Vidnesbyrd om, at de tre Tylfter Dommere ved de tre Fylkers Thing i Gula i Begyndelsen af det 10de Aarhundrede udnævntes af de fornemste Herser i Hørdaland, Sogn og Fjordefylke[2]. Kongens og Drottnernes Indflydelse ved Thinget var, som man lettelig vil see, aldeles afhængig af deres større eller mindre Magt og Indflydelse som Høvdinger for et større eller mindre Følge; retsligt begrundet i Samfunds-Institutionerne kunde den ikke være. At der ved Thingene i de ældste Tider ej vel kunde finde nogen Forhandlinger eller Debatter Sted paa den Maade, som de nu foregaa, laa i de simple Forhold; det Hele har vistnok indskrænket sig til et Forslag eller et kort Foredrag fra en eller anden Høvding, og en simpel Antagelse eller Forkastelse, enkelte Gange maaskee ledsaget af anbefalende eller misbilligende Ord. Bekræftelsen ved Vaabentag omtales ogsaa i vore gamle Love.
Sammenkaldelsen til Thing, som overhoved til alle almindelige Møder, skede fra de ældste Tider af, saaledes som den endnu skeer, ved Omsendelse af det saakaldte Bud (boð), der efter en vis bestemt Orden blev baaret fra Gaard til Gaard saaledes at enhver Bonde kun havde at sørge for at bringe det til sin Granne, der da paa samme Maade bragte det videre. Til sædvanlige Thing brugtes kun en almindelig Stok eller Stikke, hvoraf vort Budstikke (i Sverige Budkasle); til de overordentlige Thing, som sammenkaldtes i Anledning af et begaaet Drab, brugtes en Orv eller Piil (ör), hvorfor slige Thing kaldtes Orvarthing.
De enkelte Hereders Foreninger til Fylker vare ej alene Foreninger til fælles Retssikkerhed eller til Forsvar mod indre Fiender, men ogsaa Foreninger til Forsvar mod ydre Fiender. Man maa endog antage, at Fylkesforbundet som Krigsforbund er ældre end som Fredsforbund, ligesom den personlige Forening af de enkelte indvandrende Familier er ældre end den territoriale. Om de ældste Væbningsforhold handle vel ingen af vore
