fra de egentlige Høvdinger. „Anførerne“, siger han, „virke mere ved sit Exempel, end ved sin Myndighed; … forøvrigt har Ingen Lov til at paalyde Dødsstraf, eller binde, eller endog at slaa, uden Presterne, da dette nemlig ikke skal ansees som en egentlig Straf, eller som om det skede efter Anførerens Befaling, men efter den Guds Bud, der staar de Kæmpende bi. – Naar man gaar til Frett[1], da er det, hvis Sagen vedkommer det offentlige, Heredets Prest, men hvis den kun er privat, Familiefaderen, som optager de henkastede Stave og fortolker dem … En Egenhed hos Folket er, ogsaa at hente Varsler og Spaadomme fra Heste. Paa offentlig Bekostning opfødes hvide Heste i de hellige Lunde; de spændes for den hellige Vogn, og ledsages af Presten, Kongen eller Fyrsten, der iagttage deres Vrinsken og Prusten; der er intet Slags Varsel, hvortil ej alene Folket, men ogsaa de Fornemmere og Kongerne selv, have mere Tillid … Stilhed (ved Thingene) paalydes af Presterne, som da og have Myndighed til at anvende Tvangsmidler“[2]. Jo længere op i Tiden vi undersøge vore egne Oldsagn, desto færre Spor finde vi af denne Adskillelse mellem Preste- og Høvdinge-Magten. Høvdingerne forrettede selv Offringerne, adspurgte selv Guderne[3], og udøvede selv den Myndighed, Tacitus tillægger Presterne. Denne Forening af den prestelige og civile Myndighed synes altsaa hos os at have været den oprindelige, ligesom den ogsaa visselig var den naturligste Tingenes Orden. Den har derfor vistnok ogsaa i sin Tid hersket hos Tydskerne, og naar man hos Tacitus finder en anden Indretning omtalt, see vi her uden al Tvivl allerede et nyt Beviis paa, at Kongemagten paa mange eller de fleste Steder i Tydskland allerede i hans Tid havde fortrængt den oprind lige Forbunds-Forfatning.
Uagtet det skulde synes simplest og naturligst, at Indbyggerne af hvert enkelt Hered i Fællesskab ejede og vedligeholdt det fælles Hereds-Tempel, og Herederne igjen tilsammen ejede og vedligeholdt det fælles Fylkes-Tempel, lader det dog til, at en saadan Indretning enten aldeles ikke, eller kun undtagelsesviis fandt Sted[4]. Det sædvanlige synes at have været, at Templet tilhørte den Gaard, paa hvis Grund det laa, og at Ejeren af denne Gaard tillige forestod Offringerne og vedligeholdt Templet, imod at de, der besøgte det, baade betalte en vis Afgift i Penge eller Penges Værd (Hov-
- ↑ D. e. at udforske Gudernes Vilje ved etslags Lodkastning, udfritte Guderne.
- ↑ Tac. Germ. Cap. 7, 10, 11.
- ↑ F. Ex. Haakon Jarl, se Snorres Ol. Tr. Saga Cap. 28.
- ↑ I Olaf d. Helliges Saga omtales, hvorledes de fornemste Bønder i et Fylke skifteviis forestode Offringerne ved Templet paa Mæren, som følgelig synes at have været hele Fylkets Ejendom; men det samme Tempel paa Mæren nævnes dog tidligere (se Landnaama IV. 6) næsten som om det tilhørte en enkelt Mand.
