Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/181

Denne siden er korrekturlest
153
Templer.

told), og ved Offerfesterne medbragte de nødvendige Drikkevarer og øvrige Fornødenheder ved Offringerne[1]. Med andre Ord, Gode-Værdigheden synes at have været arvelig i den Familie, hvis Odel Tempelgaarden selv var, og følgelig var tillige den med Gode-Værdigheden forbundne Herse-Værdighed arvelig. Dette ligger ligefrem i hine Tiders patriarchalske Forhold, under hvilke det bestaaende Forbund ikke var et Forbund af Individer, men et Forbund af Slægter. Slægterne fornyedes efterhaanden og maatte saaledes i politisk Henseende betragtes som uforgængelige; den Værdighed, der eengang var kommen i Slægtens Eje, kunde derfor heller ikke berøves den, men udgjorde en Deel af dens Odel, og bevaredes saa at sige fideikommissarisk, indtil den enten ved Salg eller paa andre Maader tilligemed Jorden kom ud af Ættens Besiddelse. Dette var Forholdet paa Island, hvor det synes fra først af at have været de formedelst Kongemagtens Overvægt udvandrende Nordmænds Hensigt at indrette sig saaledes, som det i Norge selv vilde have seet ud, hvis Kongemagten ingensinde havde været til, eller overhoved at gjenoplive den ældgamle nordisk-germaniske Forfatning.

Fylkestempel blev efter al Sandsynlighed det Heredstempel, der laa nærmest Fylkes-Thingstedet, eller maaskee ogsaa omvendt: den Herse, der forestod Fylkestemplet, var tillige Folkesforstander og lod Fylkesthinget holde paa sin Odelsgaard. Undertiden forenedes ogsaa flere Fylker om et fælles Tempel, f. Ex. det føromtalte Mærens Tempel i Sparboen, hvor alle de saakaldte Indthrønder, eller Beboerne af Throndhjems fire indre Fylker, kom sammen. Og de øvrige, ovenfor omtalte Foreninger af flere Fylker have ligeledes rimeligviis haft hvert sit fælles Tempel i Nærheden af Thingstedet, hvor alle Fylkesforstanderne i Fællesskab eller skifteviis forrettede Offringerne, ligesom de i Forening udnævnte Rettens Bisiddere.

Det er forresten ikke usandsynligt, at en enkelt mægtig Høvding ved at opføre et prægtigt Tempel og holde store Offerfester har efterhaanden kunnet drage Magten til sig, og at Kongemagten ogsaa ad denne Vej maaskee allerlettest er kommen i Besiddelse af den arvelige Regjeringsmyndighed, saaledes at Kongen enten selv har oprettet et Tempel, eller ved Vaabenmagt

  1. Se Eyrbyggjasaga, hvor der fortælles om Thorolf Mostrarskegg, der allerede paa Øen Moster i Norge havde ejet et anseet Tempel, og efter sin Flytning til Island oprejste et lignende Tempel der, hvis Gode han blev, og til hvilket et heelt Distrikt betalte Hovtold, ligesom der og paa Templets Grund holdtes Thingsted for Distriktet, over hvilket Thorolf og hans Æt saaledes udøvede baade den gejstlige og civile Jurisdiktion. Det er umuligt andet, end at Thorolf paa Island saavidt muligt har søgt at bibeholde de samme Indretninger, hvortil han i Norge var vant. Om Medbringelse af Førnødenheder ved Offringerne, især Øl, tales især i Haakon d. Godes Saga hos Snorre Cap. 1.