tilegnet sig et, der allerede var anseet og besøgt af eet eller flere Fylkers Indbyggere. Snorre fortæller om de ældste Uppsala-Drottner, endnu førend de antog Kongenavn, at de ejede og havde opført det berømte Uppsala-Tempel, til hvilket der over hele Sverige laa Jordegods, kaldet Uppsala-Aud, der betragtedes som deres Æts Odel, og hvilket endog længe efter Christendommens Indførelse laa som Krongods til den svenske Kongeæt. Her var aabenbart Magten benyttet til Erhvervelsen af Templet og Tempelgodset, og om denne Magt end ikke stedse medførte Overherredømmet over de øvrige selvstændige Folklande, saa gav det dog Uppsaladrotten den overvejende Indflydelse[1], medens han dog som Drotten, altsaa Følgehøvding, ej kan have været den oprindelige Hersker over Folklandet. I Sælund i Danmark var Magten øjensynligt knyttet til Besiddelsen af Helligdommen i Hleidr eller den saakaldte Hleidrarstol, det vil sige den arvelige Offerpresteværdighed; derfor kaldtes Hleidrekongerne ogsaa Stolkonger, og Udtrykket „ikke længer at beholde Hleidrarstolen“ bruges eenstydigt med „at miste Riget“[2].
Kongemagtens Overhaand over eller Sammensmeltning med den arvelige Overpresteværdighed betegner overalt i den germaniske Verden, at det oprindeligere, fredelige Familieliv i Hjembygden afløstes ved det mere bevægede og glimrende Krigerliv. Men denne Forandring teede sig ikke i Norge og Tydskland paa samme Maade. I Norge kunde nemlig, som vi have seet, Kongemagten og Følge-Institutionen, saa længe de indskrænkede sin politiske Virksomhed inden Fylket og ej forsøgte nogen formelig Erobring af dette, ikke omstyrte den oprindelige Forbundsforfatning, men maatte udvikle sig ved Siden af denne; og de Skranker, den stillede mod Kongemagtens Udvidelse, maatte næsten udelukke enhver anden Udsigt for Kongen til at erhverve den egentlige Styrelse, end den, som frembød sig i Forbunds-Institutionen selv, nemlig ved at komme i Besiddelse af den arvelige Gode-Værdighed for det hele Fylke, hvilket igjen nærmest opnaaedes ved Erhvervelse af Templet, eller af det Odel, til hvilket Templet hørte. Dette behøvede ikke altid at skee ad Voldsomhedens Vej; det kunde skee ved Giftermaal, ved Kjøb eller Bytte, idet man tillige lagde den personlige Anseelse i Vægtskaalen. Anderledes forholdt det sig derimod, naar Kongen allerede troede sig saa mægtig, at han kunde sætte sig ud over de bestaaende Indretninger og med væbnet Magt tilrøve sig Regjeringen over
