Norges egen; det vilde komme til at omfatte dem, om de end grebe mindre ind i Norges egen Historie, end de virkelig gjøre. Af samme Grund har jeg ogsaa forsøgt at give en fuldstændig Udsigt over de fornemste Vikingetog og de ved Vikingetogene stiftede Koloniers videre Skjæbne. Hvad Island angaar, da maatte det saa meget mere blive mig nødvendigt at dvæle ved dets Sagaberetninger, som det ligger i min Plan at meddele enhver os opbevaret Efterretning, der kaster Lys paa Folkelivet og Kulturudviklingen, om den end ikke griber synderligt ind i Statshistorien. Kunne de i de islandske Sagaer opbevarede Beretninger end for største Delen alene siges at angaa Familiehistorier, faa fremstille de dog Folkelivet og afspejle den i Norge og paa Island fælles Folkecharakteer med en saadan Troskab og i en saa rig og mangfoldig Afvexling, at de af denne Aarsag ofte besidde langt større historisk Interesse, end mange Fortællinger om vigtige Statsbegivenheder. Jeg har overhoved foresat mig, ved enhver Lejlighed saa vidt muligt at lade Sagen selv tale, og at give Læseren saa fuldstændige og levende Billeder af de enkelte handlende Personers ydre Fremtræden, deres Omgivelser, og deres hele Maade at tale og virke paa, at han ej skulde behøve nogen vidtløftig særskilt Fremstilling af Skikke og Sæder, eller nogen særegen saakaldt Kulturhistorie, idet han nemlig under Læsningen efterhaanden selv skulde kunne danne sig bestemte og sande Forestillinger derom. Derved haabede jeg og, at Fremstillingen selv vilde vinde i Livlighed og blive desto mere underholdende. At jeg derfor paa mange Steder lige frem har udskrevet Sagaernes Ord, vil man finde i sin Orden: det var umuligt, at fortælle Begivenheden bedre eller mere charakteristisk.
Hvorledes Verket paa den Maade allerede er voxet og fremdeles vil voxe op til et større Omfang, end fra først af paaregnet – forsaavidt det var muligt, her endog med en Skygge af Sikkerhed at anstille nogen Beregning, – vil man let kunne forstaa. Hertil kom ogsaa en anden Omstændighed, der tildeels kan siges at være egen for den norske Historiographi paa dens nuværende Stadium. De fleste øvrige europæiske Landes Historie har allerede i en saa lang Tid været Gjenstand for de Lærdes kritiske Undersøgelser, at der er vundet et nogenlunde sikkert Grundlag, hvorpaa man kan bygge og hvortil man kan henholde sig som noget Givet, der forudsættes, og ej længer trænger til at bevises. Et saadant Grundlag er ikke til for Norges Vedkommende; ja man er endog værre faren, end om Norges Historie havde været aldeles ubearbejdet, thi der har i Tidens Løb ved Misforstaaelser, Mangel paa Kritik og Kildestudium, og overhoved ved Overfladiskhed i den hele Behandling, i Fremstillingen af Norges Historie, fornemmelig Oldhistorien, indsneget sig en Mængde Vildfarelser og vrange Meninger, der fra de Lærdes Skrifter have fundet Vejen til Skole-Kompendierne, og derfra saa at sige til Folkebevidstheden, af hvilken de kun med største
