bestemt Tolvtallet uden at dette fra først af hørte hjemme i Gudelæren. Man faar ogsaa en Anelse om, deels, at den ældste Gudelære ej alene i og for sig tænkte sig Guddommen som en Trehed, men ogsaa for hver enkelt af Guddommens Virksomheder yndede Trilogier; deels, at den, med Undtagelse af Sif, Frugtbarhedens og Slægtskabets Gudinde, ikke ligefrem opstillede kvindelige Guddomme, men lod hver enkelt Guddom optræde under en dobbelt Skikkelse, en mandlig og en kvindelig. Foruden Treheden Voden, Vilje, Vee, eller Odin, Høner, Lodur, har man saaledes for den krigerske Virksomhed Odin, Tyr og Hød; for den Uskyld og Retfærd befordrende: Odin, Balder, Forsete; for den ordnende og Elementerne tæmmende maaskee: Odin, Heimdall, Vidar; medens igjen Thor tilligemed den mystiske, halv mandlige og halv kvindlige, Fjørgyn[1] og den ligeledes halv mandlige, halv kvindelige Jørd, Nerthus eller Njørd danner en Trilogi for sig selv; hvorhos foruden Fjørgyn og Jørd ogsaa Gefjon eller Geofon, Havets Guddom, optræder som mandlig og kvindelig paa een Gang. Man kjender i det Hele taget for lidet til vore Forfædres Gudelære i dens ældste Skikkelse til at kunne komme fuldstændigt paa det Rene med disse Undersøgelser om Forholdet mellem de ældre og yngre Myther; men hvad vi kjende, er dog allerede tilstrækkeligt til at bestyrke den her fremsatte Anskuelse.
Gjennem vore Forfædres hele Gudelære gaar Grundtanken om den evige Strid mellem det materielle, sandselige Liv med det aandige, over al Sandselighed ophøjede; fra hiint har alt det Onde, fra dette alt det Gode sin Oprindelse; hiint repræsenteres ved Jøtnerne og Dvergerne, dette ved Æserne. Derfor er Kampen evig mellem Æser og Jøtner, og disse ere ej alene svorne Fjender af Æserne selv, men ogsaa af deres Skabninger, Menneskerne. Derfor fejder Thor til Æsers og Menneskers Frelse stedse mod Jøtner og Trolde, og disse pønse stedse paa, hvorledes de med forenede Kræfter kunne vinde Overhaand. De anvende al den List, de kunne ophitte. Det lykkes dem – saa fortæller Voluspaa – ved deres Kvinder endog at forføre enkelte af Æserne selv, og at bringe Fordærvelsens Spire ind i Aasgaard[2]. Deres egen Ætling, den forføriske Loke, optages i Æsernes Tal, bringer disse i mangen Nød og Fare, og volder omsider den herlige Balders Død, medens han og frembringer de truende Uhyrer Fenris-Ulven, Jørmungand og Hel. Guderne maae være betænkte paa at kunne møde
- ↑ Det er allerede omtalt, at Frigg siges at være Datter af Fjørgyn, medens Thor, der dog ellers angives som Søn af Odin og Jørd, baade i Vøluspaa (55) og i Harbardsljod (56) kaldes Fjørgyns Søn. Men til „Fjørgyn“ svarer fuldkommen det litauiske Perkunus, eller det slaviske Perun, Navnet paa en Guddom, der aldeles svarede til Thor, som Tordenens og Ildens Gud. Ordet „fjörgyn“, synes ellers at have betydet et Bjerg, gotisk fairguni.
- ↑ Vøluspaa, Str. 8.