Det er allerede forhen viist, hvorledes vore Forfædre dyrkede Æserne i Templer eller Hov, og at der endog er al Rimelighed for, at der har været bestemte Fylkes- og Hereds-Hov over det hele Land. Men desforuden finde vi ogsaa simplere eller, om man vil, mere oprindelige Helligdomme omtalte. Tacitus nævner hellige Lunde eller Skove[1]; i vore og de angelsaxiske Oldskrifter omtales ogsaa Harger eller Hørger (hörgr, angels. hearg), simplere Offersteder under aaben Himmel, indrettede af sammenstillede Stene[2]. Ogsaa Høje opførtes undertiden for paa dem at anstille Offringer[3]. Templerne selv maa, efter de Beskrivelser, der endnu ere os levnede, ofte have været prægtigt indrettede[4]; men af Tacitus’s nysnævnte Yttring, at Germanerne ansaa Guderne for hellige til at indsluttes inden fire Vægge eller fremstilles under Billeder, maa man slutte, at Templerne tilhøre en forholdsviis senere Tid, da Religionen havde tabt sin oprindelige Simpelhed. Templerne og deres nærmeste Omgivelser var fredhellige (vé), og den, der ved en voldsom Handling krænkede Helligdommen, blev derved fredløs (vargr i véum); det var ej engang tilladt at bære Vaaben i Templerne. Med Opførelsen af Templerne synes og Gudernes billedlige Fremstilling at have gaaet Haand i Haand; Gudebilleder, efter al Sandsynlighed udskaarne i Træ, omtales paa mange Steder som opstillede i Templerne; undertiden var der i et Tempel kun eet, undertiden flere Billeder, af hvilke eet dog altid synes at have haft en fornemmere Plads end de øvrige; i Norge var Thors Billede somoftest udmærket paa denne Maade. Billederne vare sædvanligviis opstillede paa etslags Altere eller Forhøjninger (stallar). Man havde ogsaa mindre Gudebilleder udenfor Templerne, nemlig i Husene de saakaldte Andveges-Suler eller Setstokker, Træpiller, hvorpaa rimeligviis en eller anden Guds Billede var udskaaret, af hvilke een stod paa hver Side af Bondens Højsæde, med den nedre Ende fæstet i Jorden; Billeder af Deig eller Leer, og endelig meget smaae Billeder af Metal eller Been til at bære i Lommen som Amuleter[5].
- ↑ Tacitus, Germ. Cap. 9, 39, 40, 43. Han siger udtrykkeligt, at Germanerne ansaa det under Gudernes Værdighed at tilbedes inden Vægge og i Billeder.
- ↑ Se især Hyndluljod Str. 10. Et Sted i Vestergøtland kaldes endnu „Hargene“, hvor der sees en betydelig Steensætning af det Slags, der ogsaa ofte findes i Norge, nemlig af større Stene, opstillede med visse Mellemrum. Undertiden synes Hargerne at have haft Tag, thi i den ældre Gul. L. c. 29 saavelsom det deraf udskrevne Cap. 98 i Sverres Christenret tales der om at „bygge Huus og kalde det Harg“. I Beowulfdigtet v. 49 tales om heargträf (Harg-Telt).
- ↑ Ældre Gul. L. c. 29, Sv. Chr. R. c. 98 tales om at „lade (ɔ: reise) Høje“, som et eget Slags Afgudsdyrkelse.
- ↑ Olaf Trygv. S. Cap. 172. Vatsdøla S. Cap. 9, 10.
- ↑ Olaf Trygv. S. Cap. 172. Vatsdøla S. Cap. 9, 10.
