Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/208

Denne siden er korrekturlest
180
Trolddom.

vare ham helligede[1]. Spaadomskunst udøvedes og, tildeels under særegne Ceremonier, af enkelte saakaldte fremsynede Mænd, og fornemmelig af Spaakvinder eller de saakaldte Valer eller Vølver, der i den hedenske Oldtid nøde en overordentlig Anseelse[2].

Med det sidste Slags Spaadom var ogsaa Trolddom nøje forbunden. De Ceremonier, hvorved det Tilkommende udforskedes, var selv Trylle-Ceremonier, og naar Valen udførte dem, da udøvede hun tillige Trolddom. Fra Udforskningen af Fremtiden til Udtalelsen af et vist Ønske eller en højtidelig Forsikkring om hvad Fremtiden skal bringe, er der kun et kort Skridt. Derfor kaldes ogsaa Trolddom i Almindelighed Fjølkynge, d. e. Kundighed i Mangt og Meget, og hvor Odin fremstilles som Trolddommens Fader eller Ophavsmand, nævnes som Gjenstand for denne Trolddom ogsaa Fremtidens Udforskning[3]. Ved slig Trolddom troede man at kunne paahexe Andre Ulykker, døve Vaaben, vække Elskov, o. a. d.; alt dette, siger Snorre, skete ved det Slags Runer og Sange, der kaldes Galdre[4]. Disse Galdre vare altsaa ligefrem, hvad Romerne kaldte incantationes, hvilket ogsaa Ordet i og for sig selv betegner; heraf seer man og fremdeles et Beviis paa den magiske Kraft, vore Forfædre i Hedendommen tillagde Skaldekunsten. Om de i denne Anledning omtalte „Runer“ virkelig skal betegne de bekjendte saaledes kaldte Bogstavtegn, eller kun, hvad der ligger i Ordet, Mysterier, er uvist; dog nævnes forskjellige Slags magiske Runer udtrykkeligt i vore gamle Eddakvad[5]. Et eget Slags trolddomsagtig Anvendelse af Skaldekunsten var det saakaldte Nid eller Nidvise, ved hvis Afsyngning Forfatteren troede at kunne paahexe den, hvem den gjaldt, allehaande Ulemper, foruden den dermed forbundne Skjendsel[6]; undertiden nedskrev Digteren et sligt Kvad med Runer og hængte det op paa en Stang, eller oprejste en Stang med visse symbolifke Tegn (f. Ex. et Hestehoved) under højtidelige Forbandelser mod den, det gjaldt; dette kaldtes at rejse Skaldstang eller Nidstang. Man troede derved ej alene at kunne tilføje sin Fjende Skjendsel, men ogsaa at vende alle Landvætters Afsky og Vrede imod ham[7].

Som den virksomste, men og som den skjendigste, af al Trolddom ansaa vore Forfædre den saakaldte Seid. Hvorledes den udøvedes, er ikke

  1. Se især Hrafnkel Freysgodes Saga.
  2. Se især Erik Skades Saga Cap. 5.
  3. Yngl. Saga Cap. 7 og Slutningen af Hávamál.
  4. Galdr, af gala, der just bruges i Betydningen incantare.
  5. Se især Sigrdrifumál.
  6. Se Thorleif Jarleskalds Historie i Ol. Tryggv. Saga III S. 89 fgg.
  7. Egils Saga Cap. 60. sammenl. ældre Gul. Lov Cap. 29, jevnf. Sverres Chr. Ret. Cap. 98. Saxo S. 203.