Disse Undersøgelser, der under Arbejdets Fremskriden ere blevne vidtløftigere end paaregnet, saa vel som andre Tillæg, hvilke jeg i Løbet af Verkets Trykning fandt det nødvendigt at indskyde, have altsaa flere ville maaskee sige desværre – bragt Verkets Arke-Antal til at overskride hvad jeg fra først af havde tænkt mig som Maximum, og hvad jeg saaledes ogsaa – skjønt vistnok med en Reservation – havde ladet indflyde i Subskriptionsplanen. Men Enhver, der kjender til, hvor vanskeligt det er at anstille nogen Forudberegning ved Arbejder af den Art, som nærværende, og som tillige overvejer, hvad jeg nys har udviklet, vil, haaber jeg, holde mig denne Afvigelse til Gode. Sagkyndige ville i alle Fald erkjende, at jeg med den Plan for Øje, som jeg engang har foreskrevet mig, snarere har været for knap, end for vidtløftig. Denne uforudseede Opsvulmen af Arke-Antallet har imidlertid nødsaget mig til – egentlig imod de typographiske Regler – at lade dette første Bind slutte midt i et Afsnit (det fjerde, omfattende Vikingetiden og Danevældet), for at det ej skulde blive for uformeligt stort. Afsnittet selv slutter først med Magnus den gode, 1047; men jeg havde imidlertid allerede ved 960 naaet det 50de Ark, og alle de Ark, der end videre vilde udfordres til at naa hiint Punkt, kunde jeg umuligt lade komme i det samme Bind. Jeg har derfor maattet dele Verkets 1ste Deel i tvende Bind, af hvilke nærværende saaledes er det første.
Jeg er, som man allerede vil have bemerket, og hvad egentlig ingen Historieskriver, der efter ældre Kilder fremstiller svundne Tiders Begivenheder, kan undlade, gaaen ud fra Forudsætningen af at mine Ord ikke ville staa til Troende, med mindre deres Rigtighed bevises. Jeg har derfor ogsaa overalt, hvor jeg troede det nødvendigt, i Noter under Texten paaberaabt mig mine Kilder. Om de i dette Bind benyttede finder jeg det nødvendigt, her at meddele nogle faa Oplysninger, forsaavidt de ikke tilhøre vor egen Oldliteratur, thi vore egne Oldskrifter, som Sagaer og deslige, kunne deels forudsættes bekjendte, deels ville de i Løbet af den historiske Fremstilling selv, hvor de literære Forholde berøres, blive omtalte.
Ved de latinske og græske Skribenter fra de nærmeste Aarhundreder før og efter Christi Fødsel, til hvis Udsagn jeg hist og her i Begyndelsen af mit Verk har benyttet og henholdt mig, behøver jeg her ikke at opholde mig. De maa forudsættes almindeligt bekjendte, og de nødvendige literærthistoriske Oplysninger om dem er i Skriftet selv lejlighedsviis meddeelte.
Af danske Kildeskrifter har jeg benyttet Saxo Grammaticus, Sven Aagesøn, og de tvende Krøniker, kaldte Eriks Krønike, men som rettere burde kaldes Ryklosters Annaler (forf. c. 1288), og Esromskrøniken, eller Esrom Klosters Annaler (forf. c. 1307). De øvrige ældre danske Annaler eller historiske Skrifter, som omfatte ældre Tider, f. Ex. Hamsforts,
