delse med Ynglinge-Ættens Optræden som den, der tilsidst erhvervede Herredømmet i Landet, hvorom der i det Følgende vil komme til at handles udførligt[1].
Ogsaa Giftermaalene synes at have været sluttede under religiøse Ceremonier. Der findes Antydninger til, at en formelig Vielse fandt Sted, ved hvilken Eds- og Forbunds-Gudinden Vaar paakaldtes[2]. Og ved Arve-Øl, eller Begravelses-Gilder, maaskee og i de fleste større Gilder, synes omtrent de samme Mindeskaaler, eller Skaaler for Guderne, som ved Offergilderne, ledsagede af højtidelige Løfter, at have været tømte[3]. Aasa-Religionen maa ifølge sin Oprindelse og Udviklings-Gang mere betragtes som et Udtryk af Folkecharakteren, end som den Rettesnor, efter hvilken Folkecharakteren formede sig. Den indlod sig ikke paa at opstille nogen absolut Dyds- eller Sædeligheds-Lære, den antyder kun i Almindelighed Dyden som priisværdig og medførende sin Løn, Lasten som afskyelig og hjemfalden til Straf, men forresten ere dens Lærdomme meestendeels Leveregler, der indskjærpe den Maade at tage Livet paa, som vore Forfædre ansaa for den fornuftigste, og prise de Egenskaber, som de ansaa for de bedste. De indskjærpe saaledes, foruden Tapperhed og Udholdenhed, hvad der vel ansaaes som det fornemste, ogsaa Venlighed i Omgang, den størst mulige Gjestfrihed og Gavmildhed, Overholdelse af Løfter og Ed, Trofasthed i Venskab og Kjærlighed, men tillige Forsigtighed i at slutte Forbindelser, som overhoved i Ord og Handling, Agtelse for Alderdommen, Omhu med de Afdødes Lig, Erhvervelse af en selvstændig Stilling, af et godt Navn og et berømmeligt Eftermæle[4]. Disse Livsanskuelser maatte fremtræde kjendeligt i alle de Træk, der saavel om vore Forfædre, som om Germanerne i Almindelighed ere opbevarede. Fornemmelig indtager deres Gjestfrihed og Gavmildhed en iøjnefaldende Plads. Tacitus giver allerede Germanerne det Lov, at de fremfor andre Folk yttrede Tilbøjelighed til at holde Selskaber og vise sig gjestfrie; at de ansaa det for en Skjændsel at vise nogetsomhelst Menneske fra sin Dør; at man i saa Henseende ikke skjelnede mellem Kjendt eller Ukjendt, men modtog Enhver med den samme ubegrændsede Gjestfrihed, og tillige sædvanligviis ved Afskeden gav ham Foræringer[5]. Han føjer til, at endog de vigtigste og alvorligste Stats-Anliggen-
- ↑ Se nedenfor i næste Afsnit § 4.
- ↑ Thrymskvida Str. 30, hvor det heder: „vier os sammen under Vaars Haand.“
- ↑ Det var især ved Mindeskaalene over de Afdøde, og ved Bragebægeret (Bragafull), at slige Løfter (heistrengingar) synes at have været aflagte; Snorre Yngl. S. Cap. 40, Ol. Tr. Saga Cap. 39.
- ↑ Slige Leveregler findes især i det gamle Eddadigt Hávamál.
- ↑ Tacitus, Germ. Cap. 21, 22.
