Beretninger og efter Gravhøjenes Indhold at dømme, Spydet, Sverdet og Øxen. Det ældste Slags Spyd var rimeligviis den i Rigsmaal omtalte frakka, paa Tydsk franca, hvilket Navn hos de latinske Forfattere, som det synes ved en Fejltagelse, er gjengivet med framea[1], et Spyd med en liden og tynd Odd, fordi der, som Tacitus siger, endnu paa hans Tid idetmindste i Tydskland ikke var mere Jern forhaanden, end at man maatte omgaaes sparsomt dermed. Muligt er det dog, at dette kun er en fejlagtig Slutning fra Spydets tilfældige Udseende; thi af vore Oldskrifter synes det, som om der lige fra umindelige Tider altid var Jern nok forhaanden ej alene til Vaaben, men ogsaa til Huus og Agerdyrknings-Redskaber. Det nævnes flere Slags Spyd, hvis særegne Former nu ikke længer kjendes. Som Haandspyd og Kastespyd synes i de ældste Tider foruden Frakken ogsaa den saakaldte Geir (angelsaxisk gár) at have været sædvanlig [2]. Af Sverd nævnes tvende Slags, det tveeggede Sverd, og det noget kortere een-eggede Sax; intet af dem var til mere end een Haand, eller stort over een Alen langt, men man lagde meget Vind paa at have dem af det fineste og omhyggeligst bearbejdede Staal, og saa prægtigt smykkede som muligt. Øxen var maaskee det egentlige nationale Vaaben hos vore Forfædre; ogsaa af den gaves der flere Slags, men det sædvanligste og for Nordmændene meest charakteristiske var den langskaftede, med et temmelig smalt Jern og ikke synderlig bred Egg. Til Fjernvaaben brugtes, foruden Frakken og Geiren, ogsaa andre mindre Slags Kastespyd, og fornemmelig Pilen (ör egent. arhv, angelsaxisk earh eller stræl), udskudt af Haandbuen. Af Forsvarsvaaben var, som nys anført, Hjelmen og Skjoldet de sædvanligste. Hjelmen var i Regelen af Metal eller forsynet med en ydre Metalbelægning; rige og anseede Folk brugte den forgyldt. Særeget synes det at have været for de Stammer, der nærmest hørte til den gotiske Kulturkreds, at bære Hjelme, forsynede med en haarbesat Kam, eller andre Forsiringer, der gav dem en fjern Lighed med Vildsvinet eller Galten, der fornemmelig var Frauja helliget[3]. Paa Tacitus’s Tid var det endnu ikke
- ↑ Tacitus, Germ. Cap. 6. Jevnfør Grimm, Gesch. der deutsche Sprache, S. 516–518.
- ↑ At Geiren ogsaa brugtes som Kastevaaben, sees blandt Andet af Widsidhkvadet V. 253–256: „full oft of þám heápe hwinende fleág giellende gár on grame þeóde“; ofte fra hiin Hob hvinende fløj den gjaldende Geir over gramme Thjoder.
- ↑ I Digtet om Beowulf og andre angelsaxiske Digte tales især meget om disse Hjelmsmykker i Vildsvineform (coforcumbel, coforheafodsegn, swín ofer helme o. s. v.), og derfor finder man ogsaa enkelte Hjelme kaldte „Hildesviin“, „Hildegalt“. Det var Freys og Freyjas gyldne Galt, i vore Oldsagn kaldet Gullinbursti, som man her efterlignede. Og mærkeligt nok fortæller Tacitus (Germ. Cap.
