Beretninger om Thuliterne, og Jornandes til at erhverve sine om Skandja, ligesom vel og det eruliske Tilbagetog til Norden ej har været enestaaende. De slaviske Nationers Fremtrængen mod Vest maa sidenefter atter have bevirket en Afbrydelse, indtil det 8de Aarhundrede, hvor nye Bevægelser begyndte at yttre sig i Norden. Forresten maa det dog ej glemmes, at da de Mynter, fra hvilke man slutter til en saadan Forbindelse, som den ovennævnte, fornemmelig ere fundne i Danmark eller Sydsverige, altsaa i de nordiske Lande, der fordum hørte til den gotiske Kulturkreds, kan man ikke med nogen Sikkerhed paastaa, at Forbindelsen har strakt sig udenfor denne, eller til de reennordiske Dele af Halvøen. At Nordens sydligere Dele derimod baade i og for sig selv ved deres Beliggenhed, og desuden som det nærmeste Udgangspunkt for de gotiske Folkeskarer, der oversvømmede Syden, havde langt anden Anledning til at staa i Forbindelse med denne, er indlysende. Vi behøve her kun at minde om Ermanariks Erobringsrige (S. 29), Theodoriks Anseelse langt op i Norden (S. 31) og det føromtalte eruliske Tog. Det gotiske Norden og Syden kunde paa en vis Maade siges at udgjøre en meste stor Tumleplads for de mellemgermaniske Vandringsfolk, Beboerne af Viken og det sydligste Norge ogsaa heri iberegnede. Men til de oprindelige Nordmænd i det Nordenfjeldske kan Forbindelsen idetmindste i de tidligere Aarhundreder, neppe have strakt sig.
At Handelen, som Tacitus siger, i de ældre Tider nærmest var Tuskhandel, ligger i Sagens Natur. Den blandt alle Germaner ogsaa i sildigere Tider, brugelige Benævnelse paa Penge og Gods, nemlig Fæ (oldnorsk fé, angelsaxisk feoh, højtydsk fihu), tyder hen paa en Tid, da Ejendom bestod i Kvæghjorder, og Kvæget selv i Handelen brugtes som Byttemiddel. Paa det samme tyder ogsaa Romernes pecunia, af pecus, Fæ; dog er det et afledet Ord, der, om end nøje beslægtet med pecus, dog allerede fra først af maa have haft en derfra noget afvigende Betydning: i de germaniske Mundarter er Ordet for Kvæg og Gods eet og det samme. Dette viser allerede i og for sig, at Germanernes nomadiske Periode naar meget længere ned i Tiden, end Romernes. Men den maa dog for en Deel have været tilbagelagt, førend Germanerne havde indvandret i deres nuværende Hjem. Som Byttemiddel ved Handelen finde vi over den hele germaniske Verden de ædle Metaller, Sølv og Guld, saa langt tilbage, germaniske Sagn naa. Men disse Metaller var næsten under hele Hedendommen umyntede. Vistnok kjendte man myntede Penge, forsaavidt som romerske og andre Mynter ved Mellemhandelen ogsaa naaede op til Norden, men man regnede dem kun efter Vegten som andet Metal. Den sædvanligste Maade at indrette Metallet paa til Brug som Penge var at smede det i lange, meget tynde Stænger, der spiralformigt snoedes og bares omkring Armen; naar noget skulde betales, skar man da smaa Stykker af disse Spiralringe, og betalte
