Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/226

Denne siden er korrekturlest
198
Hyndluljod.

hvilken er Ødlingers,
hvilken er Ylfingers,
hvilken er hauldbaaren,

hvilken er hersbaaren,
hvad er bedst Mandevalg
under Midgard?

Nu nævner Hyndla først Ottars egne nærmeste Forfædre, hvoraf man seer, at han var en Søn af den Innstein, der nævnes som en af Halfsrekkerne, hvorom senere; heraf skjønnes, at Digtet er af norsk Oprindelse. Da det længere nede nævner Harald Hildetand og dennes Halvbroder Randver, uden at nævne dennes Søn, kan ogsaa dets Forfattelsestid nogenlunde bestemmes, nemlig omkring 750 e. Chr.[1]. Efterat flere af Ottars Forfædre ere omtalte, heder det nemlig i Str. 14:

Aale var fordum
fremst i Styrke;
Halfdan end før
højest blandt Skjoldunger;
vidtberømt Folk-Vig[2]
vandt de Gjæve;
hans Ry tyktes sig hvirvle
til Himlens Hjørner.

Med Eymund han forbandt
den ypperste Mand,
og han vog Sigtrygg
med svale Egge:
han egted Almveig
den ypperste Kvinde,
de avled og aatte
atten Sønner

Derfra stamme Skjoldunger,
derfra Skilfinger,
derfra Ødlinger,
derfra Ynglinger,[3]
derfra Hauldbaarne,
derfra Hersbaarne,
bedste Mandevalg
under Midgard.

  1. Se nedenfor § 10.
  2. d. e. Feltslag
  3. Da det foregaaende Vers, hvor der spørges om Slægterne, nævner Ødlinger og Ylfinger, men dette, hvori der svares, nævner Ødlinger og Ynglinger, maa man enten antage, at der paa et af Stederne har fundet en Forvexling Sted, saaledes at der paa begge Steder skal læses eet og samme Navn, eller ogsaa, at paa første Sted „Ynglinger“, paa andet Sted „Ylfinger“ ved Uagtsomhed ere oversprungne. Men i sidste Fald fordrer Versreglen, at endnu en Linje, der kan have Riimbogstav fælles med den anden, maa tænkes udeladt, og indsættes, hvis man paa denne Maade vil restituere det Bortfaldne. Der er ogsaa stor Sandsynlighed for, at „Vølsungerne“, der sidenefter nævnes, og som Fund. Noregr henfører til Halfdan, have haft deres Plads i en saadan udeladt Linje. Læste man nemlig paa første Sted: „hvat er Ödlinga, hvat er Ynglinga, hvat er Ylfinga, hvat er Völsunga“, og paa andet: „þadan Ödlingar, þadan Ynglingar, þadan Ulfingar, þadan Völsungar“, da vilde alt være i sin Orden, thi istedetfor Ylfingar skulde egentlig læses Vylfingar; og man har flere Steder i Eddadigtene Exempler paa at et saadant V, der ellers udelades, har været regnet med som Rimbogstav.