Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/230

Denne siden er korrekturlest
202
Halfdan Gamle.

er det tydeligt nok, at den, der har sammenskrevet den, har kjendt og benyttet begge, og paa en temmelig vilkaarlig Maade søgt at forene dem indbyrdes. Og da Skálda desuden har det tilfælles med Hyndluljod, at den aldeles ikke henfører de navngivne Helte eller Slægter til Norge, og de fornemste af dem ikke engang til noget bestemt Land, maa man vistnok antage, at ogsaa de Tilsætninger i Fundinn Noregr, der gaa ud paa at henføre alle Slægtled til Norge, ere aldeles vilkaarlige, og aldeles ikke begrundede i noget paa Nedskriverens Tid herskende Sagn. Han er endog gaaen saa vidt, at drage Skjoldungerne, der efter saa mange Vidnesbyrd udelukkende tilhøre Danmark eller rettere Gotland, over til et enkelt Fylke i Norge. Ved at benytte og forklare Sagnene om Halfdan Gamle bør man derfor ganske vist lade Bearbejdelsen i Fundinn Noregr aldeles ud af Betragtning.

Men ogsaa ved Bearbejdelsen i Skálda er der meget, der viser sig at være uegte. Navnene paa Haldans ni første Sønner ere simple Appellativer, der enten betegne en Fyrste eller en Kriger, hvis Afledning tildels bestemt kan paavises, og hvoraf flere ogsaa forekomme i angelsaxiske Digte[1]. Af de øvrige ni Sønners Navne ere enkelte senere dannede af de dem tillagte Ætters Navne, og omvendt, f. Ex. Hildir af Hildinger, hvilken Benævnelse for Krigerhøvdinger aabenbart kun er afledet af hildr (Krig) eller Krigsvalkyrjen; Aude ligeledes af Ødlinger, der ligefrem svarer til det angelsaxiske äðelingas, højtydsk adalingâ, og kun betegner „højbyrdige Mænd“. At Aude har kunnet sættes i Forbindelse med Ødlinger (af aðal), røber desuden en temmelig sildig Sprogperiode, da det i en ældre, hvor Udtalen var renere, umuligt lod sig gjøre at forbinde to saa forskjelligartede Navne[2]. Ynglingernes, de danske Skjoldungers, og de hunske Vølsungers Æt henfører Skálda ikke til Halfdan den Gamle, uagtet dog Skjoldungerne ifølge Hyndluljod først og fremst hørte blandt hans foregivne Ætmænd. Saaledes viser ogsaa Skálda sig her som upaalidelig, og for at lære den genealogiske eller ethnographiske Deel af Sagnet i sin Reenhed at kjende, maa vi ty til Hyndluljod selv.

Dette omtaler som Halfdans Descendenter ikkun Skjoldunger, Skilfinger, Ødlinger og Ylfinger, maaskee og Ynglinger og Vølsunger; og af disse maa

  1. Þengill, beslægtet med þing (Thing), forekommer ogsaa som þengel eller sengel blandt Angelsaxerne. Ræsir er kun afledet af rás, Fart; den som sætter i Fart; Gramr af Adjekt. gramr, vred, barsk; Gylfi, besl. med gjálfr, Hav; Hilmir, af hjálmr; Jöfurr, egentlig Vildsviin, angels. eofor, tydsk „Eder“, benævnt efter Hjelmtegnet, o. s. v.
  2. Auði kommer enten af auðr, Rigdom, eller af auðr, øde; men med Öðlingr“, altsaa med „aðal“, har det intet at bestille. Denne Etymologi hidrører altsaa fra et Ubekjendtskab med Lydforholdene, der blot kan tilhøre en forholdsviis nyere Tid, og Aude maa saaledes aabenbart vare et Foster af et senere uheldigt Etymologiserings-Forsøg.