Hvis nogen Æt fremfor de øvrige kan siges at være knyttet til de skandisk-gotiske Lande, eller til Danmark i den gotiske Periode, maa dette være Skjoldungerne. Over hele Norden, og tildeels endog udenfor Norden, var det Sagn rodfæstet, at Stamfaderen til den ældste danske Konge-Æt hed Skjold, og at han var af guddommelig Oprindelse; sædvanligviis hed det, at han var Odins Søn. Det tilføjes derhos, at da Skjold herskede over Danmark, hed dette Land endnu Gotland[1]; og Skjolds Efterkommere eller Skjoldungerne vare de samme, som ellers kaldes Hleidrekongerne, fordi Sagnet nævnte Hleidr som deres sædvanlige Opholdssted. Men da det Folk, Skjoldungerne eller Hleidrekongerne beherskede, ikke desto mindre allerede kaldes Daner ligesaa ofte som Goter, maaskee endog oftere, synes det vist, at Skjoldungernes Periode i Danmark er den halvgotiske eller dansk-gotiske Periode, hvorom der allerede ovenfor (S. 52) er talt, i hvilken endnu gotisk Kultur og Gudsdyrkelse herskede ved Siden af gotisk-dansk Nationalitet. Halfdan den Gamle, ifølge Hyndluljod „den højeste“ blandt Skjoldungerne, og ifølge Folkesagnet Stamfader for mange Høvdinge-Ætter, fremtræder her selv som en Levendegjørelse af hiin gotisk-danske Nationalitet. Skjoldungen Halv-Dan, den mægtige Stridsmand, der fejdede i Østerveg og egtede Holmgardekongens Datter, er kun et Udtryk for hele det gotisk-danske, af Skjoldunger beherskede Folk, der gjorde Krigstog i Østerleden og i en lang Række af Aar vistnok var det herskende i Norden.
Af de Skjoldunge- eller Hleidre-Konger, Oldsagnene omtale, ere enkelte vistnok blotte Sagnfigurer, andre ere derimod aabenbart virkelige historiske Personligheder, hvis Bedrifter have vundet et varigt Eftermæle gjennem Folkenes Omskiftelser. Man kan derfor umuligt bortvise Skjoldunge-Perioden i Danmark som et bestemt historisk Afsnit. Og uagtet den ikke ligefrem vedkommer Norge, griber den dog paa saa mange Maader middelbart ind i Norges og Nordmændenes Historie, at den heller ikke her kan forbigaaes med Taushed.
Det almindelige Sagn i Norden om Skjold var, at han var en Søn af Odin. I oldnorske Skrifter heder det ogsaa, at han var gift med Gudinden Gefjon (Havgudinden), der selv havde løsrevet Sælund eller Sjæland fra Sveriges Fastland. I Skikkelse af en omvankende Kvinde, heder det i den yngre Edda, kom Gefjon til Gylfe, Svithjods Konge, og bad ham om at maatte faa i Løn for den Fornøjelse, hun havde skaffet ham, et Pløjeland saa stort, som fire Øxne kunde pleje op een Dag og een Nat.
- ↑ Skálda, c. 43: Skjold hed Odins Søn, fra hvem Skjoldungerne stammme; han boede og herskede der, som nu kaldes Danmark, men i hiin Tid Gotland.
