Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/236

Denne siden er korrekturlest
208
Skjoldunge-Navnet.

nerige tilbage, hvilket hans Fader havde mistet ved sin slette Opførsel; han gav ypperlige Love og efterlod endelig alderstegen Riget til sin Søn, den udmærkede Gram, hvis Minde ligeledes hædredes saa højt, at Kongerne i de danske Oldkvad ofte kaldtes „Gramer“[1].

Uagtet Skjoldunge-Navnet som Ætte-Navn er saa gammelt – thi Hyndluljod selv hidrører fra Midten af det 8de Aarhundrede og Beowulf-Digtet er i sin oprindelige Form neppe yngre, men snarere ældre – kan man dog neppe antage Skjold for en af Mythologien umiddelbart udviklet Sagnfigur, men kun som en Personliggjørelse af det mellem- og sydgermaniske Kongedømme, hvortil den tiltrædende Konge symbolisk hævedes derved, at han løftedes op paa et Skjold og blev trende Gange baaren om i Folkekredsen for at kunne sees og for at Folket ved Haandklap og Vaabengny kunde tilkjendegive sit Bifald. Denne Skjoldløften synes ej at have været brugelig i Norge og Sverige, eller de reennordiske Lande, i alle Fald omtales den ikke af vore Forfattere; men derimod nævnes den lejlighedsviis hos mange ældre Skribenter som sædvanlig blandt gotiske og tydske Folkeslag, altsaa blandt alle de Nationer, der enten selv i den ældre Tid havde hjemme i Skandja og de skandiske Lande, eller som troedes at være udvandrede derfra. Allerede Tacitus omtaler denne Skik som herskende hos det i de nuværende Nederlandske boende Kanninefater (maaskee i Kennemar-Distriktet)[2]; den omtales hos Goter[3], Franker[4] og Langobarder. Saadanne paa Skjoldet højtideligt opløftede og ved Vaabenslag antagne Fyrster kunde visselig i Ordets egentlige Forstand kaldes Skjoldunger[5]; og naar denne Benævnelse havde været brugelig i flere Aarhundreder, kunde det ej

  1. Baade i oldn. og angels. Digte bruges gramr eller grom (egentl. den gromme, modige) som Benævnelse paa en Fyrste eller Kriger. Snorre siger ogsaa udtrykkeligt i Yngl. Saga Cap. 21: paa den Tid (da Dag levede) kaldtes en herjende Høvding Gram, og Hærmændene Gramer.
  2. Tacitus, Hist. IV. 15. Erat in Canninefatibus stolidæ audaciæ Brinno, claritate natalium insigni: … igitur ipso rebellis familiæ nomine placuit, imposituseque scuto, more gentis, et sustinentium humeris vibratus, dux deligitur.
  3. Dette bevidner den gotiske Konge Vitiges selv i et af Cassiodor forfattet Brev: indicamus parentes nostros Gotos inter procinctuales gladios more majorum scuto supposito regalem nobis contulisse dignitalem (Cassiodor. Var. X. 31).
  4. F. Ex. hos Gregor af Tours (II. 40) et illi … plaudentes tam palmis quam vocibus cum (Chlodoveum) clypeo evectum super se regem constituunt; og (III. 51) collectus est ad eum (Sigibertum) omnis exercitus impositumque super clypeo sibi regem statunt. Ogsaa Pipin den lille blev udraabt til Konge paa denne Maade (Annales Fr. ved 750).
  5. Sven Aagesøn (cap. 1. Langebek. Scriptt. I. p. 44) udleder Skjolds Navn deraf, at han selv var et Skjold for Riget.