den Maade, paa hvilken Frey dyrkedes, finder en Sandselighed lagt for Dagen, der ellers ej stemmer overeens med vore Forfædres Levemaade og Aanden i deres Myther, men derimod ganske med Slavernes ældre Nationalcharakteer[1]. Ogsaa til Freyja har man en tilsvarende slavisk Prije. Og her maa det da endelig erindres, at just de med Frey i Æsernes Tal optagne Guder kaldes Vaner, medens de tschudiske Folkeslag endnu stedse benævne alle slaviske Nationer med Fællesnavnet Væne (Vænelainen). Det er altsaa i sig selv ikke usandsynligt, at den særegne Frauja-Kultus har udviklet sig hos Goterne ved Efterligning af Slaverne, og at den siden, forenet med Nerthus-Dyrkelsen, har antaget en særegen Charakteer og frembragt nye Mythesagn.
Det er allerede forhen omtalt, at Ynglingasaga lader Frode-Freden blive oprettet paa samme Tid, som den, paa hvilken Frey oprettede Templet i Uppsala. Om denne Frode-Fred og dens Stifter, Hleidrekongen Fred-Frode, var der i Oldtiden over hele Norden mange mærkelige Sagn. Det ældste meddeles i den yngre Edda, og indeholdes i det ældgamle Kvad Grottesangen. Frode, fortælles der, var en Søn af Fridleif (ɔ: Fred-Levneren), og en Sønnesøn af Skjold Hos Kong Fjølner i Svithjod, Ingrefreys Søn, kjøbte han Trælkvinderne Fenja og Menja[2], som han satte til at dreje en Tryllekværn, der havde den Egenskab at den fremmalede Alt, hvad man bød den male. Han lod dem male Guld, Fred og Lyksalighed; da var der saa stor Fred, at Ingen maatte voldelig anfalde den anden, om han endog mødte sin egen Faders eller Brøders Banemand; der var ingen Tyv eller Ransmand, saa at en Guldring kunde i lang Tid henligge paa Jælingehede, uden at nogen vovede at stjæle den. Frode selv „sad paa Rigdom, sov paa Duun“, som det i Kvadet heder, indtil han blev umættelig, og ikke vilde unde Ternerne længer Frist end Gjøgen tiede eller et Kvad kunde kvædes. Da tilmalede de ham Ufred; en Søkonge overfaldt og dræbte ham. Da sluttede Frode-Freden[3].
- ↑ Frey (Fricco) forestilledes ifølge Adam af Bremen i Uppsalatemplet cum ingenti Priapo.
- ↑ Fenja, eg. Fenia, er dannet af Fen eller feni, Sump; Menja, eg. Mania, af Mani, Smykke. Fenja- og Menja-Guld er altsaa „Myrguld“ og „Smykkeguld“.
- ↑ Snorre, Edda Cap. 43. Sagnet tilføjer, at Søkongen lod Ternerne male Salt ombord paa Skibet, at derved saameget Salt frembragtes, at Skibet sank, og at dette er Aarsag til at Havet er salt. Et lignende Sagn har vedligeholdt sig i Norge endnu indtil vore Tider, se Asbjørnsens og Moes Folkeeventyr.
Svantevit eller Svjatovid? I saa Fald kunde ogsaa den med Frey-Dyrkelsen saa hyppigt forekommende Opføden af hellige Heste forklares; thi for Svantevit holdtes, som bekjendt, en hvid Hest.
