med Hunekongen Atle. Men ligesom vore Oldsagn desuden vide at fortælle om Vølsungefyrster, der alene vedkomme Norden og som ej forekomme i de tydske Sagn, saaledes indeholde disse igjen meget, der angaar Syden, navnlig den til en mythisk Sagnhelt forvandlede Theodorik (Dietrich af Bern), Østgoternes Konge. Og medens vore Oldsagn tillige lade den gotiske Jarmunrek (Ermanarik) spille Hovedrollen ved Sagnkredsens Ende, og det danske, hos Saxo opbevarede Sagn, beretter vidtløftigt om ham, saaledes træder han i de tydske Sagn, uagtet han dog ogsaa forekommer der, mere i Baggrunden, hvorimod disse igjen dvæle mere ved Atle eller Etzel, og gjøre ham til eet med den bekjendte Hunekonge Attila, uanseet at Ermanarik, Attila og Theodorik levede i hver sit Aarhundrede (4de, 5te og 6te). Men man faar overhoved af den hele Maade, hvorpaa Sagnkredsen baade i norske og tydske Skrifter er meddeelt, det Indtryk, at ældgamle fællesgermaniske Sagn ere blandede med historiske Begivenheder, og at endog Helte og Fyrster fra Folkevandringernes Tider efter en saare kort Tids Forløb ere traadte tilbage i et mythisk Halvmørke, paa hvis Baggrund de have fremstillet sig for Efterslægten som indbyrdes samtidige og samvirkende[1]. Dette synes vel noget underligt, men det er dog ikke underligere end at Kejser Karl den Store, der levede saa langt nede i Tiden i en christelig Tidsalder, og hvis Levnet og Bedrifter ere beskrevne af samtidige Forfattere, hvis Verker endnu haves, desuagtet efter faa Aarhundreders Forløb har kunnet blive en ligesaa mythisk Sagnhelt, som nogen Vølsung eller Niflung[2].
Vølsungernes Herkomst omtales ikke i Eddadigtene, uden forsaavidt Hyndluljod synes at sætte den i Forbindelse med Halfdan Gamle. En senere forfattet, prosaisk Fremstilling af Sagnkredsen lader dem nedstamme fra Vølsung, Konge i Hunaland, Sønnesøn af Sige, Odins Søn. Det samme melder ogsaa den forhen omtalte Indledning til den yngre Edda, hvor Odin fremstilles som Grunder af en asiatisk Koloni i Norden. Det er imidlertid et stort Spørgsmaal, om Vølsungasaga og Skálda her meddele noget egte gammelt Sagn. Navnet „Vølsung“ tyder nemlig hen paa en Stamfader ved Navn „Vals“ eller Velse, ligesom „Skjoldung“ paa „Skjold“. I det angelsaxiske Beowulf-Kvad, hvor Vølsungen Sigmunds Bedrifter lej-
- ↑ I Widsidh-Kvadet nævnes endog Alboin Audoins Søn, Langobardernes Konge og Italiens Erobrer (Älfwine on Eatule, bearn Eádwines, v. 139–148) som samtidig med Ermanarik (Eormenric).
- ↑ De bekjendte fabelagtige Fortællinger fra Middelalderen om Kejser Karl og hans 12 Jevninger ere nemlig neppe yngre end det 12te eller 13de Aarh.; i Løbet af fire Aarhundreder har saaledes Folkesagnet faaet historiske Traditioner forvandlede til Myther. Og hvad kun fire Aarhundreder kunde udrette i en christelig Tidsalder med historisk Literatur, dertil var vistnok eet Aarhundrede tilstrækkeligt i den germaniske Hedendom.
Munch. Det norske Folks Historie I.
