lighedsviis omtales, kaldes denne ej alene Wälsing, men ogsaa Wälses eofora, Welses Søn (eller Ætling); hvilket saaledes tydeligt nok vidner om at Sagnet maa have kjendt Vals eller Velse som Ættens foregivne Stamfader[1]. Denne „Vals“ er nu vistnok forsvunden i de germaniske Oldsagn, men man gjenfinder ham umiskjendeligt i de slaviske som den saakaldte Kvæg- eller Hyrdegud Volos, Vlas eller Veles, hvilket Navn idetmindste aldeles svarer til det germaniske „Vals“[2]. Denne har vel, som de fleste øvrige Guder, oprindellg været den samme som Odin, eller en egen Personifikation af ham; men hans Forsvinden af de germaniske Gudesagn uden andet Spor, end det, der indeholdes i Vølsunge-Navnet, synes at tyde paa, at han kun dyrkedes i Germanernes fjerneste Oldtid, eller rettere at Navnet „Vals“ som Gudenavn enten kun kjendtes, medens de endnu opholdt sig i Østen og stode i nærmere Berørelse med Slaverne, eller at det fornemmelig tilhørte de østlige eller gotiske Stammer, som boede Slaverne nærmest, og virkelig, hvad ovenfor er viist, neppe i mythologisk og aldeles ikke i sproglig Henseende vare ganske upaavirkede af dem[3]
Vølsung omtales som Odins udvalgte Yndling. Sagnet lader ham blive dræbt i Gautland af Siggeir, der havde egtet hans Datter Signy, og lader alle hans Sønner, paa een nær, blive opslugte af Siggeirs Moder i Ulveskikkelse. Den ene, der undslipper, er Sigmund, der med sin egen Syster har Sønnen Sinfjøtle eller Sinfetle, ved hvis Bistand han hevner sin Faders og sine Brødres Død, og indebrænder Siggeir tilligemed Signy, der ej vilde overleve ham[4]. Fra Siggeir udleder saavel Fundinn Noregr, som Skálda de saakaldte „Siklingers“ Stamme, et Navn, som dog kun synes at have været et Appellativ for Konger og Jarler, og som blot
- ↑ Beowulf, v. 1747 og 1787.
- ↑ Der er en Mængde Ord eller Navne i det Slaviske, der, sammenlignede med de tilsvarende germaniske, vise denne Overgangs-Analogi, f. Ex. gorod eller grad, oldn. garðr; volooh eller vlach, tydsk walh; volod eller vlad (f. Ex. i Volodimir, Vladimir), oldn. vald: følgelig volos eller vlas, oldn. vals. Denne Volos omtales i de gamle russiske Annaler ved 971 i Anledning af Storfyrst Svjatoslavs Fredsslutning med Kejser Johannes; han nedbeder, hvis han sviger Fredsslutningen, Forbandelse af den Gud, han tror paa, Perun og Volos, Kvæg-Guden. Men Svjatoslav og hans Mænd vare ikke alle Slaver, altsaa kan Volos her ogsaa have været en russisk Guddom. Det er vel at merke, at flere af de slaviske Ord, der paa denne Maade svare til germaniske, synes senere at være optagne i Sproget efter disse; i saa Fald maatte Volos være laant fra Germanerne.
- ↑ Nemlig Frauja-Dyrkelsen, svarende til Proves Kultus, se ovenfor S. 218, 219.
- ↑ Sinfetle nævnes paa det ovenanførte Sted i Beowulfdigtet under Navnet Fitela. Om disse Begivenheder se forøvrigt Vølsunga Saga, Cap. 1–8, og min „Nordmændenes Gudelære“ § 61.
