døde strax efter af Sorg; ogsaa disse, tilføjes der, skulle være blevne gjenfødte, saaledes at Helge levede op igjen som Helge Haddingjaskade, og Sigrun som en Kaara Halfdansdatter[1]. Der er imidlertid meget, som taler for at antage, at man ved Helge Haddingjaskade ikke har tænkt sig nogen anden end Helge Hjørvardssøn, hvilken kun eet Sagn har sat før, et andet efter Helge Hundingsbane. Men dette, i Forening med den Omstændighed, at Saxo forvexler Hleidrekongen Helge Halfdanssøn med Helge Hundingsbane[2], vækker sterk Formodning om at disse Helge-Sagn oprindelig have staaet i ingen, eller i alle Fald kun i en yderst løs Forbindelse med Vølsunge-Sagnene. Endog de Edda-Digte, som besynge dem, bære saa smukke de end ere, dog umiskjendelig Præget af at tilhøre den yngste Tidsalder, i hvilken slige Kvad kunde blive til[3]. Egentlig synes disse Kvad at have hørt hjemme i Gautland[4].
Sinfetle, fortælles der, blev forgiven af sin Stifmoder, hvilken Sigmund derfor forskød, og begav sig til sit Rige i Frankland[5] hvor han egtede Kong Eylimes Datter Hjørdis, uden dog længe at besidde hende, da han faldt i et Slag mod hendes forsmaaede Medbejler Lyngve, der understøttedes af Odin selv. Hjørdis fødte efter hans Død Sønnen Sigurd og egtede Alf, Kong Hjalpreks Søn, i hvis Gaard Sigurd blev opdragen. De yngre Bearbejdelser af Sagnene tillægge at Hjalprek var Konge i Danmark; men Oldkvadene vide intet derom. Sigurd er den berømte Sagnhelt Sigurd Fafnersbane, der med Sverdet Gram dræbte Lindormen Fafner paa Gnitaheden, og satte sig i Besiddelse af den Mængde Guld, over hvilken den rugede. I tydske Sagn er han ligesaa berømt som „der hörnerne Siegfried“. Hvorledes Sigurd kom til Kong Gjuke (egentl. Givike, tydsk Giebich), og hans Dronning Grimhild, egtede deres Datter Gudrun, sluttede Fostbroderskab med Gjukes Sønner, de saakaldte Gjukunger eller Niflunger (Niebe-
- ↑ Helgakv. Hund. II. Slutn.
- ↑ Saxo, II. B. S. 80. Hunding kaldes her Konge af Saxland, Syrics Søn, og Stedet, hvor han overvandtes, siges at være Stade ved Elben. I Eddadigtene er det ved „Frekastein“.
- ↑ Der tales nemlig om Vikinger (Helgakv. Hund. I. 27) og overhoved tales der om Søkrig og Vikingsfærd paa en Maade, som mere passer til Vikingeperioden i Hedendommens sidste Tid.
- ↑ Dette slutte vi deels deraf, at Helge og Sinfetle kaldes „Ylfinger“ og siges at være komne østenfra (Helgakv. Hund. I. v. 34); deels deraf, at Granmar siges at være Konge paa Svarinshaug, og Svarin kaldes hos Saxo (S. 32) Jarl i Gautland, ligesom ogsaa Navnet „Granmar“ nærmest synes at tilhøre Æstergautland. Oftere forekommer „Sigarsvold“ som Helgernes Odelsgaard; dette Navn synes knyttet til Danerne, thi Sigar (Sigehere) nævnes i Widsidhkvadet som Sø-Danernes fornemste Fyrste (55, 56).
- ↑ Ældre Edda, Sinfjötlalok.
