Sprog lige saa vel bortkastes, som det simple -r; og omvendt, beholdes r i „Thorer“, „Sverrer“ o. s. v., bør man ogsaa konsekvent skrive „Sigurdr“, „Haraldr“, en Skrivemaade, som Enhver med fuld Føje maatte kalde utaalelig. Jeg skylder ellers at gjøre Læseren opmerksom paa, at Rigtigheden af at udelade hiint r i Endelsen ir først under Verkets Trykning blev mig indlysende, og at der som en Følge deraf overalt i de første Ark virkelig findes Navne som „Øger“, „Fjølner“, „Ymer“ o. fl., istf. „Øge“, „Fjølne“, „Yme“: en Inconsekvens, som dog ved faa Raderinger lettelig kan berigtiges. En anden Inconsekvens er ogsaa begyndt derved, at jeg, uagtet det egentlig var rettest, i norske Former ej at anvende Omlyden a-ø undtagen i Ord, hvor den virkelig har holdt sig (f. Er. Bjørn), dog undertiden ej har vovet at sætte det oprindelige a, af Frygt for at Navnet skulde blive altfor ukjendeligt. Jeg har saaledes gjengivet det gamle Navn Ølvir med „Ølve“, uagtet det visselig burde hede „Alve“, hvilket end ydermere fremgaar deraf, at Stedsnavnet Ølvishaugr (d. e. Ølves Høj), i senere Diplomer og Jordebøger af 1430 skrives Alvishaugr. Talrige kunne imidlertid disse Inconsekvenser ikke siges at være.
Ved Verkets Slutning vil et fuldstændigt alphabetisk Person- og Sag-Register følge. Med hvert Bind følger derimod en chronologisk Oversigt over de i samme Bind indeholdte Hovedbegivenheder, med vedføjede Aarstal og Side-Henviisninger til Texten. Det medfølgende Kart viser saavel Urskovens formodede Udstrækning i Norden ved Bebyggelsestiden, som den tidligste Fordeling af Hovedstammerne i Norge. Andre Karter, fremstillende den verdslige og geistlige Inddeling og de vigtigste historiske Punkter, ville ledsage de følgende Bind.
Og hermed være dette første Bind af „det norske Folks Historie“ anbefalet til mine Landsmænds venlige Modtagelse og billige Bedømmelse. Eet troer jeg at være vis paa, nemlig, at hvad man end kan sige eller mene om Maaden, paa hvilken jeg har udført den Opgave, jeg har foresat mig, vil man dog under alle Omstændigheder indrømme, at der fra min Side ej har været sparet Tid eller Møje, og at Arbejdet vidner om min ufortrødne Bestreebelse for at virke, hvad jeg formaar, til Fædrelandets Ære og Gavn. For mig har Udarbejdelsen af Verket været og er fremdeles en af mine kjæreste og meest opmuntrende Beskjeftigelser. Hvis kun Gjennemlæsningen af Bogen vil skaffe dem, derville gjøre nærmere Bekjendtskab med den, lige saa behagelige Timer, som dens Udarbeidelse har skaffet mig, kan jeg ikke ønske den bedre Held.
- Christiania, i Juli 1852.
