hvilken Bikke falskelig beskyldte for at staa i utilladelig Forbindelse med Stifmoderen. Jarmunrek, som troede Bikkes Ord, bad sine Venner dømme i Sagen. Alle raadede til Broders Landsforviisning, undtagen Bikke, der stemte for hans Død i Galgen, og for at Svanhild skulde trædes til Døde af Kvæg. Men for at det ej skulde see ud som om Faderen selv lod sin Søn henrette, skulde nogle Tjenere holde et Bret under dennes Fødder, thi naar disse af Træthed lode Brettet synke, var det deres, og ikke Kongens Skyld, at Broder døde. Det skede efter Bikkes Raad; Broder blev hængt paa den aftalte Maade, og døde derfor ikke strax, men Svanhild blev bunden til Jorden for at søndertrædes af Heste. Hun var, heder det, saa smuk, at ikke engang Hestene vilde træde paa hende. Da kom Bikke til, sagde at hun forhexede Dyrene, og lod hende binde med Ansigtet nedad. Da først gik Hestene over hende. Broders Hund begyndte imidlertid at vaande sig og hans Høg at plukke Fjedrene af sig selv. Kongen saa heri et Tegn paa den barnløse Tilstand, hvori han ved Sønnens Død vilde komme, og skyndte sig derfor at lade Broder, der endnu levede, tage ned af Galgen. Men Bikke begav sig nu til de fire Brødre, og sortalte dem om Svanhilds sørgelige Død. De besluttede strax at hevne hende, og Bikke skyndte sig tilbage til Jarmunrek, for at underrette ham derom. Jarmunrek forberedte sig paa Angrebet ved at indeslutte sig i sin Borg, og forsyne den med Kæmper og Levnetsmidler. Hellesponterne kom paa Vejen i Uenighed med hinanden indbyrdes om Deling af Krigsbytte, og en stor Deel af dem blev dræbt, saa at de øvrige ikke troede sig sterke nok til strax at binde an med Borgen. De henvendte sig derfor til en Troldkvinde ved Navn Gudrun, om Hjelp. Hun, fortælles det, slog Kongens Krigere med Blindhed, saa at de kom til at stride mod hinanden indbyrdes. Heraf benyttede Hellesponterne sig til at bestorme Hovedindgangen, og fældte en Deel i Blinde kæmpende Krigere. Men under denne Tummel, heder det, kom Odin, gav Danerne deres Syn igjen, og lærte dem at stene Hellesponterne til Døde, siden de ved Tryllemidler forstode at gjøre sig haarde mod Hug. Saaledes omkom begge Hære ved gjensidigt at dræbe hinanden. Jarmunrek væltede sig mellem de Døde med afhugne Hænder og Fødder. Broder, hans Søn, fulgte efter ham i Regjeringen, hvortil han kun var lidet skikket[1].
Her gjenkjendes de væsentligste Træk af Beskrivelsen i vore egne Oldsagn, men alt er forandret og ligesom forstørret. Vore Oldsagns Randver kalder Saxo „Broder“; vore Oldsagn lade Randver plukke Fjedrene af sin Høg og sende den nogen til Jarmunrek, medens Saxo lader Høgen selv begynde at afplukke sine Fjedre, og omtaler tillige Broders Hund. Det norske Sagn lader Randver virkelig blive hængt, det danske lader Broder beholde
- ↑ Saxo, 8de Bog S. 406–415.
