har Erindringen vedligeholdt sig, og kun der veed Sagnet at fortælle om hans egentlige Hjem.
At de fra de gamle reidgotiske Lande udvandrede Angelsaxer opbevarede Mindet om Jarmunrek (Eormenric), var i sin Orden, og man finder ham derfor ogsaa omtalt i angelsaxiske Skrifter[1]. I de tydske Sagn omtales han vel hyppigt, men i mindre bestemte Omrids; hans Magt voxer til det Utrolige, han er romersk Kejser, Langobardernes Konge, og Dietrichs Farbroder: altsammen deels fordi det tydske Sagn i sin nærværende Skikkelse er ungt, deels fordi Syd- og Vest-Tydskerne neppe have staaet i den umiddelbare Forbindelse med Goterne, som vore Forfædre[2].
Jarmunreks eller Ermanariks store gotisk-nordiske Erobringsmonarki bliver altsaa en historisk Kjendsgjerning. Men dette Monarki ligger aabenbart forud for det egentlige saakaldte Skjoldunge– eller dansk-gotiske Monarki. Danerne havde paa Jarmunreks Tid neppe endnu forladt deres ældre Sæder ved Gautland, endnu vare de virkelige Reidgotere herskende i de østersøiske Lande.
Men Jarmunreks Erobringer kunne ikke andet end nødvendigviis, trods Sagnenes Taushed derom, have frembragt Bevægelser og Omvæltninger inden Norden selv. Og ganske fattes ikke Spor deraf. Vi have ovenfor (S. 77–84) seet, hvorledes der findes ikke utvetydige Tegn til, at der i en fjern Oldtid har været en besynderlig Frem– og Tilbagestrømning af Nationer i den sydøstlige Deel af Norge; hvorledes Raumer eller Alfer og Ruger, efterat have naaet Kysten, atter synes at være drevne tilbage af Folk med gotisk Kultur, indtil de paany trængte frem og tildeels underkastede sig disse. Denne Mellemtid af gotisk Herredømme ved Vikens Kyster synes
- ↑ Nemlig, som forhen omtalt, i Widsidh-Kvadet. Jarmunrek (Eormenric) er en af de Fyrster, Skalden besøger. Han kalder ham Hredkongen, den vrede Forligsbryder, wráð wærloga (13–17), siger at han herskede over Goterne (36); han gjennemvandrede, siger han, al Goternes Odel og besøgte de ypperste af Jarmunreks Huusfæller, hvoriblandt Herelingas, Emerca og Fridla (217– 225); han opholdt sig al den Stund hos Jarmunrek, Borgmændenes Herre, der gav ham en kostbar Baug (175–184). I et andet, ligeledes i Exeterbogen opbevaret, Digt, kaldet „Skaldens Klage“, heder det: „vi have hørt om Jarmunreks Ulve-Sind; han beherskede vidt og bredt Goter-Rigets Folk, han var en grum Konge; mangen Mand sad sorgbunden, ventende Ve, og ønskede noksom, at der var en Ende paa dette Kongerige“ (Thorpes udg. S. 378).
- ↑ Størst Kjendskab til de her meddelte Sagn røber den ovenanførte Quedlinb. Krønike, der ogsaa (l. c.) siger: Ermanrici regis Gothorum, a fratribus Hemido et Serila et Adaccaro, quorum patrem interfecerat (her burde vist læses … Serila, quorum patrem Adaccarum interfecerat) amputatis manibus et pedibus turpiter, uti dignus erat, occisio. Begivenheden henføres urigtigt til Kejser Anastasius’s Tid, for at faa Ermanrik samtidig med Theodorik eller Diderik af Bern „de quo cantabant rustici olim“.
