Denne siden er korrekturlest
243
Vermund og Offa.
kjende vi med Lethed det først meddeelte Slægtregisters Jan mikilláti og Olaf litilláti. Det er tillige let at see, at Saxo ikke veed mere om denne Olaf, end hans Navn, eller at han kjender Olaf og Dan kun fra hiint eller fra et lignende Slægtregister. Thi den Paastand, at Olaf skulde være den samme som Uffe, Vermunds Søn, er aabenbart kun at tilskrive Saxos egne vilkaarlige Kombinationer. Han meddeler udførligt det ældgamle sønderjydske eller angliske Sagn om Vermund, Viglets (Wihtlägs) Søn og dennes Søn Uffe eller Offa[1]. Dette Sagn er afsluttet med Uffe, og
- ↑ Sagnet om Vermund og Uffe, dennes Kamp med de tvende Saxere ved Ejderen, og Sverdet Skrep, hvis Lyd den blinde Vermund kjendte, er nu bekjendt nok ved Oehlenschlägers smukke Ballade „Vermund gammel var og graa“ o. s. v. Men det tilhører umiskjendeligt Anglerne. I den angels. Krønike føres de gamle Merke-Kongers Æt tilbage til Angeltheow, Søn af Offa, Søn af Wermund, Søn af Wihtlag, Søn af Woden. Og man har endnu en fabelagtig i England opbevaret Fortælling om denne Offa, Wärmunds Søn, der i sine Hovedtræk stemmer med Saxos; Offa er ogsaa her stum til sit 30te Aar, men faar Mælet af Harme, da Rigan, en uberettiget Tronprætendent, vil benytte sig af Kongens Alderdom; han bestemmer dem Valplads ved en Flod, erhverver der Sejren ved sin Tapperhed, dræber Rigans to Sønner og fælder sidenefter ham selv. Begivenheden henføres i dette Sagn endog til England, hvor Warwick skulde have faaet Navn efter Wärmund, og Floden efter Rigan (nemlig Riganesburn). M. Paris, ed. Watts, vita Offæ 1mi. p. 961–969). Denne Henførelse til England er vel naturligviis fejlagtig – endog Warwicks ældre Navn Wæringawie viser dette –; men man seer dog heraf, at Sagnet levede i England. Ogsaa i det angelsaxiske Widsidh-Kvad sigtes dertil: „Offa“, heder det, „herskede over Anglerne; han tilkæmpede sig først af alle, endnu som Yngling, det største Kongevælde; ingen øvede i hans Alder med eet Sverd større Jarlskab (Kampdaad); han sikkrede nemlig ved Fifeldor (ɔ: Øgisdyr, Ejderen) Grændsen mod Myrgingerne(Maurungerne); og siden den Tid forblev Grændsen mellem Angler og Swæfer (Nord-Svever, Myrginger) som Offas Sejer bestemte det (v. 69–88). Offa var, synes det, Anglernes Nationalhelt, og mange flere Bedrifter tillagdes ham vistnok end den i hiint Sagn opbevarede“. I Beowulf-Kvadet heder det om ham (3910–3915): „Offa var berømt baade ved Gavmildhed og Krigsbedrifter; en geirdygtig Mand, vidt og bredt anseet; med Viisdom styrede han sit Odel“. – Hos Saxo gjenkjender man ej alene i Viglet, Vermund og Uffe det angels. Slægtregisters Wihtläg, Wärmund og Offa, men i de øvrige af ham om Vermund meddeelte Sagn nævnes Frovin og Sønnen Vig, hvis Navne ligeledes tilhøre de angelsaxiske Ættetavler, thi de vestsaxiske Kongers eller de saakaldte Gewissers Æt føres op til Gewis, Søn af Wig, Søn af Freawine, Sønnesøns Søn af Bældäg, Søn af Woden. Og uagtet Saxo, vilkaarligt nok, lader Viglet, Vermund og Uffe være Hleidrekonger, spiller dog Sagnet i Jylland; Frovin (Freawine) er Høvding i Slesvig; Uffe egter hans Datter, Vermund opholder sig i Jæting i Sønderjylland, Uffes Kamp foregaar ved Ejderen. Det er saaledes øjensynligt, at Saxo her har indflettet i Skjoldungehistorien en Episode af den gamle angliske Sagncyklus, der endnu paa hans Tid, mærkeligt nok, i en sjælden Reenhed maa have levet i Jylland, rimeligviis fordi den knyttede sig til bestemte Stedsnavne, ej alene Ejderen, men ogsaa Øen i Ejderen og det derpaa liggende Rendsburg, hvis Navn ej
