vilde upaatvivlelig alle disse Navne forekomme der. Og allerede af de sparsomme Meddelelser hos Snorre og Antydningen i Rigsmaal see vi, at det har været uadskilleligt knyttet til Forestillingen om Kongedømmets Oprindelse eller Kongenavnets Overgang fra at være en Hæderstitel til at betegne Regjeringsmyndighed. Men denne Overgang betegner og, som vi have seet, Erobringsmonarchiet, og derfor fremtræder Dan som Erobringsmonarch i det sidst meddeelte danske Sagn. Danerne ere altsaa omsider blevne saa mægtige, at de have stiftet et Erobringsmonarchi, og dette Erobringsmonarchi har maaskee givet Anledning til en videre Udbredelse af den særegne dansk-gotiske Begravelsesmaade. Dette er det historiske Udbytte, som Sagnet om Dan giver. Hvad Udstrækning man skal give hiint Erobringsmonarchi, eller til hvad Tid man skal henføre det, er uvist. I den olddanske Historie mangler der ikke paa Sagn om ældre Erobringsmonarchier. Men saameget er vist, at man ikke kan sætte Dans Erobringsmonarchi i Forbindelse med Navnet Danmark. Vore egne Oldskrifter vidne, at Danmark kaldtes Gotland lige ned til det 8de eller 9de Aarhundrede, og i de eneste authentiske Levninger, vi fra hine Tider have tilbage, nemlig Oldkvadene, nævnes Danmark ej førend i hiint ovenomtalte Kvad af Brage den gamle, der handler om Udpløjningen af Sjæland ved Gefjon. Sjæland kaldes her „Danmarks Tilvæxt“, og dette vidner om at det oprindelige Danmark maa søges udenfor Sjæland. Da nu Gefjon efter Sagnet bragte denne Tilvæxt til Skjold, Skaanes Herre, synes det altsaa rimeligt, at det ældste Danmark søges paa Halvøen „Danmark“ betegner ligefrem kun „Danernes Grændseland“, eller „Danernes Skovland“. Dette Grændse- eller Skovland
afbrydes Episoden ved Dyggve og Dags (Cap. 20, 21) men efter Dag kommer Agne, der egter Frostes Datter og dræbes ved Guldsmykket (Cap. 22) hans Sønner Aalrek og Erik, der dræbe hinanden, og Aalreks Sønner Yngve og Alf, der ligeledes dræbe hinanden. – Sagnene om Guldsmykket høre vistnok til en egen Cyklus, der har drejet sig om den fabelagtige Kong Snæ i Finland og Fornjots Æt. Vanlande egter Snæs Datter Drif, der ogsaa omtales i Fund. Noregr; af denne lære vi, at Snæ var en Søn af Froste; i Yngl. Saga kommer Agne, Vanlandes Ætling, til Kong Froste; i Fund. Nor. er Loge Frostes Broder, i Yngl. S. hans Søn. Disse Uovereensstemmelser, der godt kunne hidrøre fra blotte Misforstaaelser af Thjodolfs Kvad, have dog ikke saameget at betyde, som Navnenes Samstemning. I Fortællingen om Nor og Gor har Norge sin Deel af denne Cyklus. Ogsaa Danmark har sin; det antydes allerede ved at Hleer, Fornjots Søn, henføres til Hleesø (Lesø). Men Esrom-Krøniken har endog en vidtløftig Fortælling om Snæ (Snyo), der var Jotnen Hleers Fæhyrde paa Lesø, og som paa en snild Maade ej alene vidste at fortælle Kong Adils i Sverige, at Hunden Rakke, som han havde fat til Danernes Konge, var død, men ogsaa selv at erhverve Tronen. Saxo taler ogsaa om Snæ eller Snyo, men uden at nævne Hleer, og mestendeels udfyldende hans Historie med Anekdoter og Fortællinger om Langobardernes Udvandring. Se 8de Bog, S. 415 fgg.
