som løber over den“. Hans Kæmper fulgte hans Exempel; de toge nu fat paa dem, der havde lagt Ved til Ilden og kastede dem paa Baalet, men selv ilede de ud. Yrsa kom nu til, gav Rolf et Horn fuldt af Guld, hvoriblandt Sviagriis, og bad dem skynde sig afsted saa hurtigt de kunde. De kastede sig da paa sine Heste og rede ned ad Fyrisvoldene, men Adils satte efter dem med stor Overmagt; selv red han paa sin raske Hest Slongvir, og var nær ved at indhente dem. Rolf strøede nu Guldet ud paa Fyrisvoldene langs Vejen. Sviarne standsede for at opsamle det, og Rolf fik derved atter Forsprang; men Adils skyndte paa og var snart igjen lige i Hælene paa Rolf. Denne kastede nu Ringen Sviagriis til Adils og bad ham modtage den som Gave. Dette kunde Adils ej modstaa, bøjede sig ned, tog Ringen paa Spydsodden og lod den rende ned ad Skaftet; men Rolf udraabte: nu har jeg da sviinbøjet den mægtigste blandt Sviarne! og Adils indhentede ham ikke. Efter dette Sagn plejede Skaldene siden ofte at kalde Guldet „Fyrisvoldenes Sæd“[1]. Rolf faldt endelig som et Offer for sin Syster Skulds Herskesyge og Forræderi[2]. Hun overtalte sin Mand Hjørvard til at overfalde ham ved Nattetid med stor Overmagt; Rolf og hans Kæmper værgede sig med den største Tapperhed, men bleve endelig overmandede, og maatte bide i Græsset. Et ældgammelt Kvad, kaldet Bjarkemaal, forevigede denne Begivenhed. Det beskrev, hvorledes Hjalte, der først mærkede Faren, vækkede Bjarke og de øvrige Kæmper, og opfordrede dem til, mandigt at staa deres Herre bi[3]. Den eneste, som overlevede Blodbadet, var Vøgg. Hjørvard tilbød ham at blive hans haand-
- ↑ Ogsaa dette berettes forskjelligt. Det er den korte og simple Fortælling i Skálda Cap. 43, som ovenfor er fulgt. Rolf Krakes Saga nævner intet om Kampen paa Væner-Isen og de tre Klenodier, men lader Rolf, efter Bjarkes Opfordring, drage til Uppsala for at kræve som sin Fædrenearv det Bytte, Adils havde taget, da Helge var falden. Saxo lader Yrsa, der hadede Adils, overtale denne til at indbyde Rolf til sig, for, som Adils troede, at efterstræbe hans Liv, men egentlig for at kunne skaffe Rolf Anledning til at berøve Adils hans Skatte. – Benævnelsen „Fyrisvoldenes Sæd eller Frø“ om Guldet var saare almindelig blandt de senere Skalde; allerede denne Omstændighed maatte være tilstrækkelig til at vedligeholde Sagnet om Rolf Krake.
- ↑ Skald kaldes i Rolf Krakes Saga en Datter af Helge og en Alfkone; i den esromske Krønike er hun Adils’s og Yrsas Datter. Saxo nævner intet om hendes Herkomst.
- ↑ Hvor udbredt dette Bjarkemaal maa have været i Norden, sees deraf, at Thorbjørn Kolbrunarskald, opfordret til at kvæde en Opmuntringssang for Kong Olaf den Helliges Krigere Morgenen for Slaget ved Stiklestad, valgte at kvæde Bjarkemaal fremfor et selvgjort Kvad. Ved denne Lejlighed anføres de to første Vers deraf (Olaf d. Hell. S. Cap. 94, hos Snorre Cap. 221). Et Par andre Vers deraf anføres i Skálda. Forresten kjendes det kun af en prosaisk Omskrivning I Rolf Krakes Saga, og en i latinske Hexametre, saare udtværet, hos Saxo.
