at han vovede at gjøre sig Haab om Ingebjørgs Haand, og da han formeligt anholdt derom, svarede de ham reentud nej, fordi han ikke havde nogen fyrstelig Titel. Fridthjof lovede til Gjengjeld, at han ikke herefter skulde yde dem nogen Hjelp. Dette fik de snart at føle, da den mægtige Fylkeskonge Ring[1] truede dem med Krig, hvis de ej vilde betale ham Skat. De sendte gamle Hilding over til Fridthjof, for at overtale denne til at staa dem bi. Fridthjof, der sad ved Tavlbord med sin Fostbroder Bjørn, gav tilsyneladende ingen Agt paa Hilding eller hans Opfordringen men svarede kun i forblommede Ord, som nærmest syntes at angaa Tavlspillet. Brødrene maatte drage i Striden uden Fridthjof, men lod for Sikkerheds Skyld inden deres Bortrejse Ingebjørg indsætte i Baldershage, hvor de troede at Fridthjof ej vilde vove at efterstræbe hende. Desuagtet besøgte Fridthjof hende, saasnart Kongerne vare borte, og fornyede hver Dag sit Besøg med hendes Samtykke, thi hun skjænkede ham aldeles sin Kjærlighed; de tilsagde hinanden ubrødelig Troskab, og skiftede Ringe Han gav hende en herlig Armring, som han ejede, og hun maatte love ham aldrig at skille sig ved den, eller og kun at sende ham den tilbage. Helge og Halfdan traf Ring i Soknesund nærved Jæderen, men hans Overmagt var saa stor, at de lettelig bekvemmede sig til at give sig under ham, og love ham deres Syster Ingebjørg med Trediedelen af deres Besiddelser. Da Kongerne ved deres Hjemkomst erfarede Fridthjofs Dristighed, sendte de Hilding til ham og forelagde ham to Vilkaar, enten at forlade Landet, eller at drage til Orknøerne og hente Skatten, som Angantyr ej havde betalt siden Beles Død. For gammelt Venskabs Skyld lovede Fridthjof dette, imod at Kongerne aflagde Ed paa at lade hans Ejendomme urørte i hans Fraværelse Fridthjof drog afsted paa sit ypperlige Skib Ellide med sine Fostbrødre Bjørn og Aasmund og 30 Mand. Men aldrig saasnart var han borte, førend Kongerne opbrændte hans Gaard, røvede hans Gods, og fik tvende Troldkvinder til at paahexe ham Uvejr i Solundarhavet[2]. Sagaen fortæller vidtløftigt, hvor modigt Fridthjof eg hans Mænd trodsede Uvejret, hvorledes de kappedes om at kvæde Viser til hinandens Opmuntring, og hvorledes Fridthjof endelig fik Bugt med begge Troldkvinderne, der paa en Hval svømmede forud for Skibet og ved sin Seid voldte det forfærdelige Uvejr. I samme Øjeblik, heder det, faldt begge Troldkvinderne med brudt Ryg ned af den Seidhjall eller Forhøjning, paa hvilken de sad. Til Seiden hørte nem-
- ↑ Det heder i een Bearbejdelse af Sagaen, at Ring var Konge paa Ringerike, i en anden, at han herskede i Svithjod, dog heder det tillige i den samme Bearbejdelse, som omtaler Ringerike, at Ring havde hjemme i Alfheime. (Se Fornaldar Sögur Nordrl. II. S. 66, 81, 490).
- ↑ Saaledes kaldtes Vesterhavet efter Solundar- eller Sulend-Øerne.
