lig at den, der udførte den, sad paa en Hjall eller Forhøjning, og man troede da at hans Aand i anden Skikkelse foer vide om, medens alene Legemet blev tilbage paa Seidhjallen. Med stor Anstrengelse kom Fridthjof endelig til Efja paa Orknø, hvor Angantyr opholdt sig. Angantyr tog vel imod ham, og indbød ham til at blive der om Vintren. Nogen Skat vilde han ikke betale Beles Sønner, men tilbød derimod Fridthjof saa meget Løsøre, som han vilde have: „du kan gjerne“, sagde han, „kalde det Skat, om du saa synes“. Den samme Høst, efterat Fridthjof var dragen bort, og hans Gaard opbrændt, kom Ring til Sogn, og holdt Bryllup med Ingebjørg. Da han saa Ringen, hun havde faaet af Fridthjof, bød han hende at sende Fridthjof den tilbage. Hun bad Helges Kone forvare den, indtil Fridthjof kom hjem, og da give ham den. Siden fulgte hun med Ring til hans Rige.
Vaaren efter forlod Fridthjof Angantyr, og kom til Norge, hvor han strax spurgte at hans Gaard var brændt. Da han kom til Framnes, sagde han: „her seer alting svart ud, og her have ingen Venner syslet“. Han roede strax lige over til Syrstrand, for, som han sagde, at betale Skatten. Her vare Kongerne just ved Disablot i Baldershagen. Fridthjof lod sine Mænd passe paa Skibet, og befalede dem at bryde itu alle andre smaa og store Fartøjer i Nærheden, medens han, ledsaget af Bjørn, gik op til Hovet. Han lod Bjørn staa udenfor ved Indgangen og holde Vagt, selv gik han ind i Disesalen, hvor der kun var faa Folk tilstede. Kongerne sad og drak, og Kvinderne sad ved Ilden midt paa Gulvet, varmede og smurte Gudebillederne, og tørrede dem med Duge. Fridthjof traadte frem for Helge med de Ord: „Nu vil du vel have Skatten“. I det samme løftede han Pungen, hvori Sølvet var, og slog den i Ansigtet paa ham, saa at to Tænder gik løs i hans Mund, og han nær var falden besvimet ned af Højsædet i Ilden, hvis ikke Halfdan havde grebet ham. Fridthjof fik nu see at Helges Kone bar den Ring, han havde givet Ingebjørg, paa sin Arm. Han vilde tage den tilbage og greb efter den, men den sad saa fast, at han ej fik den løs, førend han havde slæbt hende langs Gulvet henimod Døren. Derved kom hun til at slippe Baldersbilledet, med hvilket hun just havde været beskjeftiget Halfdans Hustru, der vilde komme hende til Hjelp, slap ligeledes det Billede, hun syslede med; begge de med Fedt indsmurte Billeder faldt i Ilden, som derved blussede op saa sterkt, at den tog fat i Huset. Fridthjof og Bjørn skyndte sig nu ned til Skibet og roede afsted. Helge og Halfdan vilde sætte efter dem, men alle Fartøjer ved Stranden vare efter Fridthjofs Befaling saaledes fordærvede at de ej kunde bruges. I afmægtig Harme vilde Helge skyde en Piil efter Fridthjof, men han spændte Buen saa sterkt, at den sprang. Templet brandt ned i Bund og Grund, og Fridthjof, Ophavsmanden dertil, maatte som vargr í véum drage bort. Han
