besluttede at drage i Viking til fremmede Lande og begav sig først tilbage til Angantyr, der tog godt imod ham, og hos hvem han forblev den første Vinter. Kongerne lode ham paa et Thing dømme utlæg, og tilegnede sig hans Ejendomme. Halfdan bosatte sig paa Framnes, hvor han lod Gaarden gjenopbygge, ligeledes gjenrejstes Baldershagens Tempel med stor Bekostning.
Fridthjof samlede sig paa sine Vikingetog baade Gods og Anseelse. Han angreb og dræbte kun onde Mænd og grumme Vikinger, men lod Bønder og Kjøbmænd fare i Fred. Efter tre Aars Forløb kom han østenfra og lagde ind i Viken. Han vilde, sagde han, besøge Ring; hans Mænd skulde imidlertid drage i Viking, og møde ham ved næste Sommerdagstid paa det Sted, hvor han nu forlod dem. Bjørn fraraadte ham denne Færd, men forgjæves; Fridthjof drog afsted, forklædt som en gammel Saltbrænder, kom til Rings Gaard og gik ind i Hallen. Ring blev strax opmerksom paa den høje og svære Mand, skjult i en Hættekappe. Han sendte en Tjenestedreng hen at spørge ham hvad han ved, og hvorfra han var. Fridthjof svarede: „jeg heder Tyv, jeg var hos Ulven i Nat, og var opfød i Anger“. Da Kongen hørte hans Svar, sagde han: „jeg kan nok skjønne, at det Hered, hvori han var opfød, heder Anger; dette maa være en forstandig Mand“. Dronningen undrede sig over at Kongen kunde have saadan Lyst til at tale med enhver omløbende Karl, der kom til Gaarden. Men Kongen lod ham kalde til sig og spurgte ham nu selv om hans Navn. „Jeg hed Fridthjof“ (Fred-Tyv), sagde han, da jeg foer med Vikinger, Herthjof (Hær-Tyv), da jeg fik Kvinder til at begræde deres Mænd, Geirthjof, da jeg slyngede Gafloker[1], Eythjof (Ø-Tyv), da jeg røvede Udskær, Helthjof, da jeg spiddede Smaabørn[2], Valthjof, da jeg var over andre Mænd; nu bar jeg en Stund vandret omkring med Saltkarle, og trænger til Hjelp“. Dronningen bød ham at fare andensteds eller til Gjesternes Huus. Kongen derimod sagde, at han skulde kaste Hætten af og sætte sig hos ham. Dronningen undredes over at Kongen vilde tillade Stavkarle at sidde ved sin Side, og den Fremmede meente ogsaa at hun havde Ret, da han ej var vant ved at omgaaes med Konger. Men Ring blev ved sit, den Fremmede maatte kaste Hættekappen af, og stod nu i en mørkeblaa Kjortel, med den gode Ring paa Armen, et bredt Sølvbelte om Livet og Sverd ved Siden; dog havde han en stor og sid Skindhue paa Hovedet. Dronningen maatte paa Kongens Befaling bringe ham en Kappe; hun blev blodrød, da hun saa den velbekjendte Ring, men sagde dog ikke et Ord. „Du har nok
